Phil Ivey kaster sig over boksesporten: – Don King who?

Phil Ivey er en mand med mange jern i ilden, og sammen med Jeff Fried og NBA-stjernen Monta Ellis stiftede Phil Ivey selskabet All In Entertainment, som trods et navn der kunne tyde på at selskabet har rødder i pokerverdenen, ikke har skyggen med kortspil at gøre.

All In Entertainment er et underholdningsselskab, som primært beskæftiger sig med sportsbegivenheder og i den forbindelse har Phil Ivey og hans partnere i selskabet nu valgt at indgå i et sponsorat af den 19-årige amerikanske bokser Dusty Hernandez-Harrison.

Dusty_Hernandez-Harrison_Phil_Ivey_Jeff_Fried

Her ses Dusty Hernandez-Harrison, Phil Ivey og Jeff Fried, President i All In Entertainment.

 

I fredags var Harrison så i ringen for første gang efter han kom med i Stald Ivey, og her var modstanderen den tidligere MMA-kæmper Michael Balasi.

Til trods for at Dusty Harrison for første gang i 200 amatørkampe og 20 kampe som professionel måtte til tælling, da Balasi sendte ham i kanvassen, gik det alligevel som det er gået i de 20 foregående kampe som professionel bokser – Harrison vandt kampen sikkert på point, efter at have slået Balasi i gulvet to gange i kampens 6 runder.

Og det var sikkert noget der huede Phil Ivey, der lader til at få god lir på over det nye bokseeventyr han har kastet sig ud i med All In Entertainment.

 

På sin Instagram-profil postede Phil Ivey i hvert fald forleden nedenstående billede, ledsaget af ordene “Don King who?” med reference til den legendariske amerikanske boksepromoter Donald “Don” King som i sin tid som promoter bl.a. havde boksestjerner som Muhammed Ali, Joe Frazier, George Foreman, Mike Tyson og Evander Holyfield i sin stald.

Phil_Ivey_Don_King_top

Artikelfotos: Instagram