Viktor Blom om TV bordet: – Det er for varmt og går for langsomt
Viktor Blom synes turneringer er sjove, når bare man går dybt nok, men en plads ved TV bordet vil han godt være foruden.
Mange pokerspillere foretrækker live poker fremfor online poker og vice versa. Det er lidt en smagssag og et spørgsmål om tålmodighed.
Fortalerne for live poker fremhæver følelsen af chips mellem fingrene, det sociale aspekt i at komme ud på et casino og kigge sine modstandere direkte i øjnene… eller de tonede solbrilleglas i mange tilfælde. De der foretrækker online poker fremhæver hastigheden på spillet og muligheden for at multitable, som de største fordele ved at sidde hjemme foran computeren i sine underdrenge og spille poker.
Der er tale om det samme kortspil, men forskellen er markant og til at få øje på. At skifte fra online poker til live poker kan være en ekstremt kedsommelig oplevelse, hvis man er en smule utålmodig fra naturens hånd. Og det er Viktor “Isildur1” Blom.
Der er ingen tvivl om, at Viktor Blom foretrækker online poker fremfor live poker, men alligevel ser vi ham af og til på livescenen, når han dukker op til nogle af de største events rundt omkring på kloden. Selv den mest hardcore online grinder, trænger vel til at komme lidt ud engang imellem – om ikke andet så for at pleje sine forpligtelser overfor sin sponsor Full Tilt Poker.
I den seneste tid har det svenske pokerfænomen befundet sig i Wien, hvor han bl.a. deltog i EPT Main Event, som kastede €10.650 af sig i form af en 76. plads.
Viktor Blom tilbragte i den forbindelse en del tid i rampelyset, da han sad på TV bordet i lange perioder, og det er som udgangspunkt ikke noget der huer den svenske highroller.
“Jeg kan ikke rigtigt lide det, fordi der er så varmt deroppe. Derudover tager det lang tid at spille hver hånd, så vi kommer til at spille færre hænder. Jeg foretrækker et normalt bord, men det er, hvad det er”, sagde Viktor Blom til PokerNews.com.
Turneringer kan være sjovere end cash games
Viktor Blom har skabt et navn for sig selv ved cash game bordene, hvor han huserer under verdens velnok bedst kendte pokeralias – Isildur1.
Da han første gang dukkede op på Full Tilts highstakes borde rev han alle cheferne rundt i manegen, og ingen vidste på det tidspunkt, hvem der gemte sig bag den mystiske “Isildur1” konto. Navnet “Isildur1” var på alles læber, og vejen til stjernestatus var brolagt.
Cash games er hvad skabte fænomenet “Isildur1” og legenden Viktor Blom – alligevel afslører svenskeren, at turneringer kan være sjovere end cash games… hvis man bare går dybt nok.
“Jeg nyder turneringer, men den første dag er hård for mig. Jeg har ikke meget tålmodighed, men når du går dybt, synes jeg det er sjovere at være i en turnering end i et cash game”, sagde den svenske cash game specialist.
– Stinker at WSOP er om sommeren
Viktor Blom har vundet $1.5 mio. i live turneringer i karrieren, og størstedelen af dem kom i hus i januar 2012, da han shippede PokerStars Caribbean Adventures $100.000 Super High Roller og $1.254.400.
Det næststørste cash kom da Blom tog en imponerende 14. plads til $105.235 i det prestigefyldte $50.000 Poker Player’s Championship ved WSOP i 2012. Udover det er det kun blevet til få live resultater for svenskeren – blandt andet to syvendepladser i €10.000 High Roller events ved EPT Monaco og EPT Berlin samt en andenplads i et €5000 heads up event ved EPT Deauville.
Til trods for at der er langt mellem de store live-tour resultater på Bloms poker C.V. er han ikke helt afvisende overfor at give WSOP og One Drop et skud til sommer.
“Det er selvfølgelig noget jeg har tænkt på, men jeg har ikke tænkt alt for meget over det. Jeg ved det ikke endnu, for at være ærlig. Jeg tror, jeg kommer til at være med ved WSOP i år, men jeg er dog ikke 100% sikker endnu. Det stinker så meget, at det er midt på sommeren. Det er åndssvagt, for på den måde vil jeg ikke være i stand til at nyde VM (i fodbold, red). Jeg tog ikke afsted sidste år, men vi får se. Jeg vil måske være der”, slutter Blom af.