Instant klassiker fra SrslySirius: Ny rapsatire med Howard Lederer i hovedrollen

Thomas Keeling aka “SrslySirius” er skarp når det kommer til at klippe musikvideoer sammen og bruge autotune. Derudover er han i besidddelse af en glimrende humor og en stor viden om hvad der rører sig i pokermiljøet.

Det har han bevist adskillige gange over de senere år, hvor han har stykket morsomme videoer sammen og fået pokersamfundet til at klukke af grin på bekostning af nogle af de mest profilerede personer i pokerverdenen.

Hvem husker f.eks. ikke den geniale rapvideo “Dan” med “Jungleman” og “durrrr”, som battler den ud til tonerne af Eminems giganthit Stan?

Thomas Keeling har været en del af Bluff Magazines team siden 2013, hvor han har arbejdet som Multimedia Producer, og hans videoer har tilsammen fået millioner af afspilninger på YouTube.

Det nyeste skud fra Keeling har dog ikke rundet 3000 afspilninger endnu, men det skyldes at det er dugfrisk fra fad. Bedømt på modtagelsen på Twitter og kommentarfeltet på YouTube er der nemlig tale om en “instant klassiker”.

Der er ganske givet tale om det bedste vi til dato har set fra hans hånd, hvilket ikke siger så lidt.

Det er tydeligvis faldet Keeling for brystet, at det for nyligt rygtedes i pokerkredse, at de tidligere Full Tilt bosser Chris “Jesus” Ferguson og Howard Lederer pønser på at gøre comeback til pokerverdenen under sommerens WSOP.

Denne gang er det nemlig Howard Lederer som må lægge navn og ansigt til morskaben, og igen er det Eminem der leverer musikken i form af nummeret “Without Me”.

Se “Without Me” med Howard Lederer af “SrslySirius” her: