PNN.dk i Macau: En aften i pokerens tegn på StarWorld Casino

I sidste weekend besøgte jeg Asiens gambling mekka Macau for at gå på sightseeing og naturligvis prøve kræfter med de lokale korthajer på et af byens casinoer.

Dette er anden del af min reportage fra Macau, som er en førstehåndsberetning om en aften i cash gamets tegn. Du kan læse 1. del min Macau reportage her.

Det trak op til storm over Macau, og hvad er så mere nærliggende end at søge tilflugt i StarWorld Casinos berømte pokerrum – Poker King Club – som foruden at huse The Big Game også tilbyder poker med takster der appellerer mere til den seriøse hobbyspiller. Et label man nok med rette kan hæfte fast på mig.

Jeg har spillet poker på nettet siden slutningen af 2004, hvor jeg primært har slået mine folder i cash games på taksterne NL50/NL100 gennem årene.

De seneste små 4 år har jeg boet på Malta, hvor jeg regelmæssigt har spillet med i €1/€2 spillet på Portomaso Casino og selv om jeg ikke har ført regnskab med mine livesessions, er jeg ret overbevist om, at jeg kan fremvise et samlet overskud for spillene på den lille ø i Middelhavet.

Jeg havde derfor en vis forventning om – min pokererfaring in mente – at spillet i Macau var pænt +EV for en gut som jeg.

Læs også: Shaun Deeb: – De er pivringe i Macau

 

“Sorry, no Visa Electron”

Med en ganske glimrende omgang nudler fra en af hotellets restauranter i mavesækken, satte jeg kursen mod kortrummet for at få plads ved et HK$25/50 bord, men først skulle jeg have fat i nogle skillinger at spille for. Pengepungen var næsten tømt for kontanter, så hen til cashieren for at hæve et par hundrede big blinds. Manden bag skranken nærstuderede mit maltesiske Visa Electron kort og slog ud med armene: “Sorry, no Visa Electron”.

Han pegede i stedet på to hæveautomater ved siden af cashieren, som han mente kunne klare opgaven. Desværre er mit daglige limit på ca. HK$2000 i automaterne, og derfor kunne jeg kun hæve, hvad der svarer til 40 big blinds i det billigste NL Holdem cash game i Poker King Club.

Nu var gode råd dyre, for der var selvfølgelig no way, jeg ville være tilfreds med at sætte mig med bare 40 big blinds, og min eneste mulighed var at gå til min rejsemakker, som trods sin stilling som IT-administrator hos PokerNet.dk ikke selv er nogen voldsomt aktiv pokerspiller. Lir er han dog altid klar på, så jeg tilbød ham 50% af min action, hvis han til gengæld kunne matche mit indskud med yderligere HK$2000.

Mit tilbud blev snappet. Få minutter senere havde også han makset sit Visa Electron ud, og vi var på vej mod bordene med HK$4000 i lommen og humøret helt i top.

Jeg køber mig aldrig ind i et live cash game for under 100 big blinds, men man skal som bekendt aldrig sige aldrig. 80 bigs var hvad det kunne blive til denne gang.

 

Limp, limp, limp…

Ventelisten var ikke-eksisterende og jeg bænkede mig hurtigt med mine 80 big blinds ved et bord, hvor der udelukkende sad asiatiske spillere. Spillet var 9-handed og knastørt. Minimum buy-in lød på HK$2000, mens maks. var HK$10.000.

De fleste spillere ved bordet købte ind for mellem HK$2-4000, mens et par ældre herrer sad med fuld stack foran sig. En enkelt af dem måtte have renset pænt af før jeg dukkede op, for fra den anden ende af bordet syntes jeg at kunne tælle mig frem til, at han sad og tronede med en stack i nærheden af de HK$20.000. Måske havde han været i gang i mange timer, for han spillede poker med lukkede øjne og halvsovende i sit sæde.

Efter bare én orbit ved bordet måtte jeg lige tjekke kalenderen på min telefon, for jeg var sikker på, at jeg på magisk vis var rejst ca. 10 år tilbage i tiden, til dengang hvor det var helt standard at 4-5 spillere limpede ind i hver eneste hånd, blot for at folde af når en spiller i late position stangede et ordentligt bet til midten. Det var nærmest lige så sikkert som døden og skat, og jeg udnyttede naturligvis situationen til at straffe limperne, det bedste jeg har lært.

Når der var limpet fra 4 mand og action var på mig, annoncerede jeg raise og skubbede tre blå HK$100 chips ud foran mig, hvorefter alles øjne blev løftet fra de medbragte iPads og over på denne besynderlige vesterlænding i det ene hjørne af bordet, som ikke følte for en familiepot. Hele bordet foldede af og jeg trak HK$275 profit ind. Det move benyttede jeg mig flittigt af i løbet af aftenen, og jeg blev ved at undre mig over, at de lod mig slippe afsted med det. Easy game.

Sådan fortsatte spillet i timevis. Kun yderst sjældent besluttede mine modstandere at raise preflop, og hvis de endelig gjorde, kunne man være stensikker på, at der blev vist absolut premium op ved showdown. Hvis der blev foldet af før showdown, blev premium selvfølgelig vist op alligevel. Bare lige for at vise, at man altså havde varerne og ikke hejser for sjov skyld.

Jeg elskede mit liv og begyndte så småt at spekulere på, hvad jeg skulle spendere de mange tusinde Hong Kong-skillinger på, som jeg med sikkerhed ville vinde i løbet af de næste mange timer ved bordet.

Sådan gik det dog ikke helt. Skæbnen ville nemlig, at jeg skulle tabe de store pots og vinde de små.

 

Den japanske dame

Efter et par timers spil fik jeg fornøjelsen af en japansk dame på min højre side. Jeg vil skyde hende til at have været i slutningen af 30’erne. Hun var velklædt, strålede af selvtillid og var utroligt nem at spille imod. Havde hun en made hand og var ude af position, skød hun tre tønder, uanset hvordan boardet spillede sig ud. Havde hun en hånd, hun gerne ville have til showdown, callede hun tre streets, uanset hvordan boardet faldt.

Nem at spille imod? Det skulle jeg mene. Lad mig komme med et eksempel.

Tidligere på aftenen dryssede den velklædte japanske dame halvdelen af sin stack til en ung gut i fuld PokerStars uniform, ved at calle tre streets på et board. Da dealeren vendte flushkortet på turn var den unge PokerStars-fan tydeligvis ikke tilfreds, men skød dog alligevel endnu en tønde. Da 5’eren faldt på riveren fnyste den unge mand så højt, at selv dem med musik i ørerne ikke kunne undgå at høre det. På åbenlys tilt over, at han følte han med sikkerhed var blevet overhalet på river, annoncerede han så et absolut klassisk tilt-all in for sine sidste godt HK$2000, og lavede aktuelt sin hånd om til et bluff, som den japanske dame snapcallede.

PokerStars-gutten viste , den velkædte japanske dame muckede sin hånd og jeg noterede mig at hun var frisk på call-knappen.

Læs også: Macau Super Highroller: Sur kineser ville køre river to gange

Lidt senere var det så min tur til at danse i en heads up vals med japaneren, som nu ganske utraditionelt havde valgt at raise preflop til HK$150, da der var foldet til hende i cutoff. Jeg kiggede ned i på knappen og fandt naturligvis et call frem.

Jeg havde formået at bygge min startstack til godt HK$5000 og hun havde mig dækket. Velvidende at hun var helt i toppen af sin range, når hun for første gang i flere timer valgte at raise før floppet, tænkte jeg, at der var potentiale for at doble min stack, hvis jeg kunne lave en hånd som kunne slå et nøgent overpar.

Vi kom tre til floppet, da en ældre forkølet herre – iklædt en Burberry lignende anti-bakterie ansigtsmaske – i big blind fandt et call frem. Floppet slog og Burberry-masken checkede. Omgående rakte den japanske dame ud efter sin stack og fyrede et HK$450 bet afsted. Jeg callede, mens Burberry-masken opgav sit foretagende i potten og foldede.

Turn var og damen insta-bettede HK$1200. Da jeg var i position og 99,9% sikker på, at hun ville skyde tungt på river uanset hvilket kort dealeren fandt frem fra decket, kunne jeg ikke opgive mit store draw.

Desværre blankede river med og da japaneren omgående stangede et voksent HK$2500 bet til midten, vurderede jeg, at det var på tide at slippe min hånd. Min stack var nu decimeret til ca HK$3200.

Kort efter slap jeg allernådigst fra et grimt setup uden at gå bust, da dealeren gav mig en straight på turn, som dog var domineret af en højere straight. Nu var min stack pludselig kun HK$2000 værd, og velvidende at både mit og min makkers Visa Electron kort var makset ud for dagen, lignede det at min session lakkede mod enden.

I det tilfælde at min session skulle slutte med tidligt eller med et bad beat, er det rart at Poker King Club stiller masser af tude-kleenex til rådighed.

 

Våde bukser og en kæmpe skrubugle

Ramt af begyndende træthed og manglende skrub i spillet, besluttede jeg at bestille en Red Bull ved tjeneren, og gik derefter på toilettet for at strække benene og hælde vandet fra kartoflerne, som de vistnok siger visse steder i Jylland.

Jeg skubbede døren op til toilettet, som ikke just lugtede af blomster. Få meter foran mig stod den ældre kineser, som jeg tidligere på aftenen havde haft fornøjelsen af ved mit bord og som under det meste af spillet nærmest havde ligget ned på sin stol og kun vågnet op til dåd for at folde… eller limpe.

Nu stod han så på toilettet og hvis det ikke var for boxershots, var han helt afklædt fra hoften ned. I hænderne holdt han sine bukser, som han var i færd med at tørre under den vægmonterede varmluftsblæser.

Han kiggede på mig, og lignede en der havde lyst til at forklare sig, men udsigten til en samtale han nok kunne gætte skulle foregå på engelsk, fik ham til at sluge ordene inden de kom ud, og han fortsatte i stilhed sit gøremål til jeg igen havde forladt toilettet.

Tilbage ved bordet konstaterede jeg til min store skepsis, at jeg under toiletpausen havde fået selskab af en ny spiller ved bordet. Han bar en t-shirt med det frygtede skrubugle motiv på både front og bag. Det gav sig selv, at jeg skulle undgå at flippe mod den nye mand ved bordet.

Mens jeg skulede ud af øjenkrogen mod “Uglen” dukkede tjeneren op med min Red Bull. “Red Bull, fifty dollars sir”. Betalt og så videre med spillet.

Det er et lille no-no at skyde billeder på casinoet, men min partner in crime ved railen kunne ikke dy sig for at skyde et enkelt foto af manden med den frygtede skrubugle t-shirt. Yderst til venstre ses “Burberry-masken”.

 

Floppede nuts og en kvajer på river

Bluffs var generelt ikke noget man opererede med denne aften ved mit bord, og det var preflop aggression heller ikke. I de i alt 8 timer jeg spillede, observerede jeg blot to 3-bets preflop, hvoraf jeg stod for det ene.

Det er selvfølgelig også svært at 3-bette, når der bliver limpet ind hver eneste hånd, og limpet blev der igen fra 6 mand, da jeg kiggede ned i   i big blind. Jeg valgte at se et billigt flop.

Potten var nu HK$350 og floppet slog .

I en 7-vejs pot og med floppede nuts øjnede jeg nu chancen for at blive betalt helt af og doble min sørgelige stack på ca. 40 big blinds. Jeg nåede dårligt at registrere floppet, før den japanske dame på min højre side rakte ud efter chips.

“Ship it! Så er der en ivrig kunde i butikken”, tænkte jeg.

Hun tog en HK$500 chip og smed ind på bordet og sagde: “Treee fiddy” med en måske lidt særpræget accent. Den kinesiske dealer var helt pas.

“What?”

– Treeee fiddy, sagde japaneren igen. Dealeren kiggede opgivende på japaneren.

Jeg tog derfor 4 x $100 chips og 4 x $25’ere og vekslede min sidemands bet, så alle kunne forstå, hvad der skete. Man er vel altid flink overfor kunderne?

Så faldt 10-øren hos dealeren, som på kinesisk annoncerede hvad jeg kan regne ud betød 350.

Jeg callede hurtigt, og selvom jeg vidste, det var utopi med et reraise i dette spil, håbede jeg alligevel at høre ordene “raise” fra en af pottens øvrige 5 spillere. Det skete dog ikke. De foldede alle af, og vi var heads up på turn som bragte .

Japaneren strøg direkte til chipstacken og smed endnu en 500-chip til midten. Denne gang “five hundred”. Jeg ved ikke om dealeren forstod, men nu var vi heads up, og jeg forstod hvert et ord, hvilket var det vigtigste.

Med HK$1700 bag mig i stacken kunne og burde jeg nok havde smækket skillingerne til midten her og fået et call. Men da jeg var i position kunne jeg lige så godt nøjes med et call, og lade hende hænge sig selv på riveren, fremfor at risikere hun ville folde til mit raise. Det var yderst tvivlsomt, men alligevel…

Jeg callede derfor de HK$500 og efterlod HK$1200 i stacken, som selvfølgelig skulle ind på river.

River bragte , hvilket ikke var det fedeste kort, for hun kunne sagtens havde floppet et set eller en to par kombination fra small blind med f.eks. 74 eller J4. A4 var nærmest udelukket, for så havde hun aldrig skudt floppet ude af position.

Ikke desto mindre kunne jeg nu være på vej ud af døren om få minutter, men ind skulle pengene selvfølgelig, og det kom de også.

Japaneren stak HK$1500 ud, hvilket var mere end rigeligt til at sætte mig all in, og jeg smed derfor mine chips til midten og vendte omgående kortene om på ryggen i showdown.

Problemet var blot, at damen ikke havde bettet $1500, men derimod blot $700, og at jeg derfor havde $500 mere bag mig.

“Wooooooow, woooow, wooow”, sagde min sidemakker på venstre hånd, og gjorde opmærksom på, at japaneren ikke havde bettet nok til at sætte mig ind. Og nu lå mine kort face up på bordet, så hun kunne se min nutflush.

En kvajer af forholdsmæssigt store dimensioner, og i et split sekund var jeg bange for at min hånd ville blive erklæret død. Hvem ved hvilke regler de har på disse kanter?

Alt jeg var interesseret i var at se om jeg var købt eller solgt. Dealerens dom var, at jeg måtte nøjes med et call og at mine overskydende HK$500 ikke var i spil. En fair ruling jeg kunne leve med.

Dealeren signalerede at den japanske dame skulle vise sine kort, hun kiggede sine hole cards en gang til, viste en J op og smed så kortene i mucken, mens hun sagde “two pair”.

En hånd jeg nok fik spillet semi-forfærdeligt hele vejen igennem, men nu var min stack igen godt HK$3600 værd, og selv om det stadig var mindre end startstacken, var jeg nu igen tilbage i spillet.

 

To orbits til og så hjemad…

I de efterfølgende tre timer bølgede min stack frem og tilbage mellem 60-80 big blinds, og jeg blev mere og mere kortdød. Samtidig nærmede klokken sig tre om natten, og selv to store Red Bulls havde ikke frisket mig synderligt op. Jeg følte mig træt efter en lang dag med sightseeing og 8 timers poker.

“Jeg tager lige to orbits til, så smutter vi”, sagde jeg til min rejsemakker som var vendt tilbage til railen efter et fejlslagent eventyr på spilleautomaterne og en mislykket jagt på et blackjack-bord.

Jeg ved ikke om de forstod mit danske bedre end mit engelske ved bordet, men i hvert fald begyndte folk at fordufte i det næste orbit, og bordet var på vej til at breake. Vi sad dog stadig 4 mand ved bordet, som gerne ville spille shorthanded, så dealeren lod os køre et par omgange til.

Her lykkedes det mig for anden gang denne aften at ramme den næstbedste straight med på et board. Floppet gik check/check og da min modstander skød både turn og river vidste jeg egentlig godt, jeg var slået af en flush eller JT. Men det var jo en af aftenens sidste hænder, og han skulle ikke have lov at skyde mig af en straight i dette spot.

Han viste JTo op ved showdown og kunne skrabe potten til sig, mens min stack nu var nede i HK$2300.

Kort efter kom floor manageren hen til bordet og bad os trække lod om seats ved de øvrige borde, og jeg så mit snit til at sige tak for i aften. Underskudet lød på HK$1700, hvilket var skuffende alt taget i betragtning. Det er længe siden – hvis nogensinde – jeg har siddet i så soft et live game, og jeg føler, at jeg til trods for manglende evne til at have den bedste hånd i de store pots burde have lavet profit i dette spil.

Det hæmmede dog mit spil en smule, at jeg vidste vores kreditkort var makset ud for dagen, og at jeg derfor kun havde ét skud i bøssen. Jeg blev for passiv i lange, kortdøde perioder, og det udviklede sig i stedet til nittet game, der mere eller mindre handlede om at ramme bedst. Her har jeg åbenbart ikke nok erfaring.

Det var dog en vigtig lektie at lære, og det var at man ikke skal tage til Macau med et Visa Electron som sit eneste kreditkort. Næste gang jeg tager turen til Macau bliver det ikke kun for én dag, og jeg ankommer med lommerne fulde af Hong Kong dollars.

Læs også: AlexKP og Co. trækker sig fra Macau: – Kom aldrig fart i raketten!

Og: Snowking forlader Macau med underskud: – Jeg har lavet for mange fejl

 

The Big Game

Vi besluttede at tiden var kommet til at tage med natfærgen hjem til hotellet i Hong Kong, men inden vi forlod casinoet slog vi vejen forbi det notoriske Big Game, som fandt sted små 20 meter fra mit bord. Her blev der efter alt at dømme spillet HK$1000/$2000 og ved bordet sad bl.a. den tidligere dobbelte verdensmester fra 1987 og 1988 Johnny Chan.

Selv om man frit kunne stille sig op og raile spillet, havde en sikkerhedsvagt dog en udsøgt evne til at placere sig strategisk klogt ift. at spærre for vores udsyn til bordet, så det var til tider besværligt at følge rigtig med i action. Det gjorde dog ikke rigtigt det store, da det skortede lidt på store profiler denne aften. Desværre ingen “durrrr”. Desværre ingen Phil Ivey.

Jeg er ingen stor railbird, erkender jeg. Specielt ikke klokken tre om natten og total udkørt fra sightseeing og grind, men det havde da været sjovere at raile spillet i en halv times tid med en af de store kanoner ved bordet. Ikke at forklejne Hr. Chan naturligvis…

Mindre end et døgn senere gav Phil Ivey så lyd fra sig på Twitter. Det viste sig, at han var i Macau og dagen efter vores besøg i Poker King Club sad han og hyggede ved bordet sammen med bl.a. Johnny Chan og Winfred Yu.

Bagest ses Phil Ivey og manden i den hvide t-shirt med guldtrykket er den tidligere verdensmester Johnny Chan. Herren med brillerne og den sorte trøje i sæde to er Winfred Yu, som er Poker Manager i Poker King Club og som ofte lækker billeder og historier fra The Big Game.

Læs også: Hong Kong Tom taler ud om The Big Game

Og: Tom Hall: – Jeg er som regel fisken i The Big Game

 

Mættede med indtryk og dødtræt efter dagens lange sightseeing og pokersession og med udsigten til en times sejlads til Hong Kong – i en kraftfuld storm aviserne i Hong Kong dagen efter skrev kom forbi én gang ca. hver 200. år – hoppede vi en taxa og rullede mod havnen.

Ombord på færgen og mens bølgerne vuggede TurboJetten taktfast fra side til side mens Macau sakkede agterud, begyndte jeg så småt at ærgre mig over, at det kun blev til én dag i Macau i denne omgang. Jeg håber snart at vende tilbage.

I maj er der APPT Macau og til august er det tid til den 21. Macau Poker Cup, hvor der er masser af turneringer og med garanti saftige cash games i vente til dem der tager turen. Man kan i øvrigt kvalificere sig til både APPT Macau og Macau Poker Cup online hos PokerStars for billige penge. Det kan være de skal have et skud…

Læs også: Se programmet til APPT Macau og Macau Poker Cup her