Inden SCOOP-afgørelse: -Alt andet end et finalebord vil føles som en skuffelse
Mads “Mr Longhit” Bertelsen HAR allerede bevist, at han kan cashe stort i SCOOP-sammenhæng, så måske er det derfor han hverken er spændt eller nervøs inden aftenens SCOOP-finale i Low-udgaven af Main Event.
Turneringshajen ligger lunt placeret på en 22.plads ud af de resterende 76 spillere.
“Jeg er for doven til at slå spillere op. Tror heller ikke det gavner mig at vide hvem de er. Jeg har min HUD og det er det. Med henhold til at være nervøs, så er jeg nok mest nervøs for at jeg bliver skuffet. Alt andet end et finalebord, vil jo føles som en skuffelse, når man er kommet hertil,” lyder det med et smil fra Mr Longhit.
Han afviser også at have tømmermænd efter fjerdepladsen til $29.575 (161.000 kr) forleden.
“Haha nej. Det blev til den ene flaske og så i seng. Skulle jo spille scoop igen om aftenen. Det er nogle lange nætter, når de trækker ud. Det skal blive godt med nogle fridage nu og en bedre døgnrytme,” griner den brandvarme pokerspiller, som også var tæt på at nakke en Triple Crown kort inden SCOOP blev skudt i gang.
Du er inde i en god stime. Spillere du bedre, med større selvtillid, eller er det bare skrub?
“Det er vist mest skrub. Variansen, der er på min side for en gangs skyld. Men det har det jo også med at komme i stimer. Så lidt smitter det jo nok også af på spillet.”
Danskerne ‘GnyDK’ og ‘doktorstilke’ er også videre på henholdsvis en 70. og en 20. plads. PNN.dk ønsker allesammen held og lykke i aften.