Ny rekordturnering i Las Vegas: – Den er så stor, der er kø ved dametoilettet
Der er kommet fuld gang i Millionaire Maker eventet ved WSOP, hvor der sættes ny rekord for antallet af deltagere udenfor et Main Event.
Sidste år blev turneringen vundet af Benny Chen, som slog 6343 spillere i kampen om titlen i den første MillionaireMaker nogensinde, og dengang var der også tale om en ny deltagerrekord.
Læs også: Benny Chen vandt rekordstor MillionaireMaker turnering
I år er turneringen så tilbage på WSOP programmet, og her er indtil videre op til 8000 spillere med i den gigantiske turnering, som efterhånden er nået seks levels ind i Flight 1B.
Den $1500 dyre NL Hold’em turnering, som garanterer en førstepræmie på mindst en million dollars, fylder fuldstændigt de tre store turneringsrum på Rio All-Suite Hotel & Casino, og for at sætte det hele lidt i relief, så tweetede Jennifer Shahade, at turneringen er så stor, at der endda er kø på dametoilettet.
Herhjemme i Danmark står den i dag på finale ved DM i poker, hvor bl.a. Henrik “walth” Hecklen og Alexander “AlexKP” Petersen ligger lunt i svinget til at tage DM titlen med hjem i år.
Du kan følge finalen i DM i poker her på PNN.dk.