Alexander efter The Big $11 triumf: – Jeg venter på mit store live gennembrud

Solen skinner i Danmark og det har en tendens til at booste humøret hos de fleste i det danske land. Noget andet der kan booste humøret sådan en tirsdag morgen, er naturligvis et ordentligt online klonk.

Det kan 25-årige Alexander “elek1988” Jasmin i hvert fald skrive under på, for han er i et overdådigt humør, efter han i de tidlige morgentimer vandt The Big $11 til en værdi af $11.330, hvilket svarer til 62.131 danske kroner.

Ikke dårligt for 10,5 timers arbejde, og intet under det gode humør skinnede igennem, da PNN.dk fangede Alexander seks timer efter afslutningen for at sige tillykke.

Her havde den glade vinder endnu ikke fundet tid til at lukke et øje.

“Nej, jeg har ikke sovet endnu, da det ikke kunne betale sig for så for timer. Jeg havde lige et møde mht. noget job. Men rammer nok hovedpuden til en morfar om et par timer, når jeg er hjemme. Hvis jeg da kan lukke et øje i den sol”, siger han med et smil i stemmen.

I samme åndedrag afslører Alexander, at den store gevinst kommer på et godt tidspunkt, for han er nemlig ledig på arbejdsmarkedet.

“Lige nu er jeg arbejdsløs. Jeg kommer lige fra et sejlerarbejde i service branchen, og nu vil jeg meget gerne arbejde mod min videreuddannelse som IT-supporter/programmør, hvilket jeg har grundforløb i”, siger han og fortæller, at den seneste tid primært har stået i pokerens tegn.

“Jeg har kørt som semi-pro i noget tid, men er dog stadig et stykke fra at kunne leve af det. Og efter et par dårlige måneder både live og online, så kommer cashet på rette plads”, siger han med et smil.

 

Esserne banede vejen for deal

Mange af de større finaleborde på PokerStars lukkes nu om dage med en deal, og således var The Big $11 i denne omgang ingen undtagelse. Det var dog først da Alexander kom heads up, at de kunne blive enige om at deale.

“Da vi er fire tilbage kommer deal på tale, men en halv aggro svensker som var chippy på daværende tidspunkt ønskede ikke at deale. Picasso (den senere heads-up modstander, red.) og jeg vil gerne kigge lidt på tallene, men svenskeren afviser blankt”, fortæller Alexander, som så fik skovlen under den svenske nej-siger efterfølgende.

I en gigantisk pot hvor vores danske helt holder AA mod TT og svenskerens fesne 22, flopper Alexander et es, og dermed var svenskerens turnering så godt som overstået, og vejen til et ICM chop banet for Alexander og britten “Picasso 2”. På det tidspunkt var Alexander chipleader med ca. 15,2 mio. chips mod “Picasso”s 10,3 mio.

Læs også: Danske “elek1988” shippede The Big $11 efter HU deal

 

Det helt store live gennembrud er drømmen

Alexander elsker at spille poker. Og snakke om poker. På Danmarks største pokerforum huserer han under aliaset “Gizzar” og har mere end 10.800 forumindlæg bag sig. Her til morgen blev det da også til en lille celebration-tråd i anledningen af karrierens største online cash.

I tråden afslører Alexander også, at der sidder nogle backers derude med nogle procenter i morgenens triumf, så han får ikke lov at beholde hele gevinsten selv.

Der bør dog være nok tilbage til at forsøge at realisere nogle af pokerdrømmene, og iflg. Alexander selv skal de udspilles på den helt store livescene. Gerne i Las Vegas.

“Jeg venter selvfølgelig på det helt store live gennembrud”, siger han grinende og fortæller, at pokerstarten gik i den lokale pokerklub i Holbæk for godt-og-vel 5 år siden.

Kombineret med en masse online poker med vennerne, blev Alexander hurtigt en dygtigere pokerspiller, men at der var lang vej til toppen måtte han sande, da han pludseligt sad med blandt spidserne til DM i poker.

“Et år efter jeg var startet, kvallede jeg så til 15.000 kr. DM på Danske Spil, og som hobbyspiller uden en bankroll, tog jeg selvfølgelig oplevelsen trods min pokerviden slet ikke rakte til den slags turneringer”, siger han med et stort smil.

“Jeg var et nervevrag de første to timer, og havde Simon Ravnsbæk på min venstre side og ja… det var hårdt”, griner Alexander, som trods den skærpede konkurrence fra “Ministeren” alligevel spillede sig videre til Dag 2 – dog uden at cashe.

DM-oplevelsen gav mere blod på tanden for den unge Alexander, som sidenhen har spillet live poker i blandt andet Barcelona, Berlin og Las Vegas.

gizzar_barcelona

Her ses “Gizzar” ved EPT Barcelona, hvor han spillede med i €1100 Estrellas Barcelona Main Event.

 

“Siden har jeg været i Vegas. Bare på familierejse, hvor den stod på diverse cashgames osv. Jeg rensede total af indtil en aften, hvor jeg fik lidt for meget Jack D. Der ender jeg med at stacke hele lortet af til en dame, fordi hun så lidt for sød ud. Så røg jeg hjem i kassen”, siger Alexander og fortæller, at der også har været en coach indover det spiltekniske.

“Jeg måtte jo lære lortet, så jeg fik mig en coach i to måneder”, siger “Gizzar” og afslører, at der ikke er tale om hvilken som helst coach.

Der er nemlig tale om Randers Cimbria’s headcoach Thomas Quaade, som i år førte Randers’ basketstolthed frem til sølvmedaljer. Quaade er ikke bare en af Danmarks bedste basketcoaches, men også en skrap pokercoach, fortæller “Gizzar”.

Læs også: Quaade efter sejr i Caribien: – Der er mest value i live poker i øjeblikket

“Han kan virkeligt sætte tanker i gang, og han er en super coach”, lyder roserne fra Alexander, som også gerne selv giver et godt pokerråd med på vejen. Vi spurgte til, hvordan man går dybt i en turnering som The Big $11.

“Altså, jeg har spillet den utallige gange efterhånden, og synes det er vigtigt at spille stabilt. En meget vigtig ting, som jeg har arbejdet med med på det sidste er sizing, som jeg føler er vigtigere, end de fleste tror det er. Variér din sizing efter hvilke gutter der sidder efter dig, deres stackstørrelser samt dit image ved bordet. Det er en god kombination af de tre ting”, siger Alexander, som også siger at det naturligvis kræver en del “run good” at gå dybt i en turnering med over 8000 deltagere.

“Jeg havde faktisk ingen vilde kort, men suger én stor gang som selvfølgelig er med til at skubbe mig i den rigtige retning. Det er det eneste sug jeg får lavet, som er noget værd, og får så den AA på finalebordet. Det er jo bare run good og guld værd i det spot”, slår “Gizzar” fast.

 

Ud og se med Chip og Chap

Med lidt ekstra dollars på bankbogen og bagagen fuld af selvtillid er Alexander klar til at gå på nye pokereventyr, og vi spurgte hvor turen går hen næste gang.

“Den Big Game på Munkebjerg lokker lidt. Er jo fra Sjælland, så den må jeg lige overveje. Ellers har jeg pønset på en udlandstur. Vil virkeligt gerne til Vegas og se One Drop og spille et $500-$1500 WSOP event. Det overvejer jeg meget. Jeg må indrømme, jeg har fået en del mere blod på tanden nu, men jeg skal sætte mig ned og se på det hele”, siger han og fortsætter:

“Der er ingen tvivl om, at jeg gerne så mig selv rejse rundt med Chip og Chap, som jeg kalder dem”, siger Alexander med et blink i øjet og forklarer:

“Altså, “RasA” og Morten (VM, red.). Har snakket lidt med dem et par gange. Bl.a. ved EPT i Berlin”, siger Alexander og lægger dermed ikke skjul på, at tilværelsen som pokerglobetrotter fascinerer ham. Og hvem kan bebrejde ham dét?

Her fra redaktionen skal der lyde endnu et stort tillykke til Alexander, og vi håber drømmen om gennembruddet på den store pokerscene går i opfyldelse i den nærmeste fremtid. Skrub sendt!

 

gizzar_mortenvm2

“Gizzar” i selskab med pokerglobetrotteren MortenVM i Berlin.

 

Artikelfoto: Daniel Negreanu og Alexander Jasmin (privatfoto)