Har brugt millioner på champagne
Sam Trickett er en af pokerens rigtig dyre drenge. Siden han for alvor slog igennem i pokermiljøet med en andenplads ved en $5.000 turnering ved World Series of Poker 2010 har den unge pokerpro cashet for op mod $20 millioner i livetours, og har efter sigende også vundet stort i de dyreste cash games.
Men det er ikke kun pokeren, der kører på skinner for den 27-årige brite. Trickett har været ude at investere sine pokerwinnings, og det er tilsyneladende gået rigtig godt. Det siger han til Pokerlistings.com.
“Jeg har lavet nogen gode investeringer, så jeg er sikret økonomisk for resten af mit liv. Fra nu af vil jeg bare forsøge at lave flere store resultater, og forsøge at vinde et par bracelets”, siger Trickett, der endnu aldrig har sikret sig et af de eftertragtede WSOP-armbånd.
Læs også: De 3 største profiler uden et bracelet
Spiller bedre i dyre tours
Trickett har lavet flere store resultater i de dyreste tours i verden. Han har trofæer fra flere af de såkaldte Super High Roller-turneringer, ligesom han i 2012 blev toer ved den største pokerturnering nogensinde – The Big One for One Drop. Dengang tabte han heads up til Antonio Esfandiari, men fik alligevel mere end $10 millioner med hjem i lommen.
Også i år spiller Trickett den $1 million dyre One Drop, og han har flere procenter i sig selv i år end sidste år, afslører han.
“Jeg spiller bedre, når der er mere på spil og presset er maksimalt. Jeg synes at tage bedre beslutninger, end jeg gør, når jeg spiller billigere tours. Så jeg glæder mig selvfølgelig til One Drop. Det er en god mulighed for at lave store penge”.
Sam Trickett er dog også en mand, der kan finde ud af at bruge de mange penge, som han nu engang vinder. Han estimerer, at han indtil videre har ‘ødslet’ mere end fem millioner danske kroner på champagne. Noget af en bedrift i og med Trickett end ikke bryder sig om bobler.
“Jeg kan ikke rigtig lide champagne, men jeg bliver af en eller anden grund ved med at bestille det. Jeg skammer mig faktisk over, hvor mange penge jeg har brugt på champagne”, lyder det fra Trickett.