Dansk succes: Lasse Frost klar til WSOP-finale

For godt tre måneder siden vandt Lasse Frost WPT-National i Bruxelles for mere end $140.000, og nu kan danskeren være på vej mod endnu et imponerende resultat.

Frost har nemlig spillet sig blandt de sidste 26 i WSOP-event #39 – en $3.000 No-Limit Hold’em turnering. Lige under 1000 spillere – i alt 992 – stillede til start i onsdags, og det har genereret en præmiepulje på $2,7 millioner dollars.

Ud over et af de eftertragtede bracelets af guld, er der også $548.460 til vinderen, men Lasse Frost får sin sag for, hvis han vil øverst på sejrsskamlen. Han er nemlig blevet placeret på et bord med flere store stakke, og har blandt andet spilleren med næstflest chips til bords, Ryan Olisar med 686.000 chips. Selv har Lasse Frost 327.000, mens average lyder på lige over 343.000.

Også seksdobbelte bracelet-vinder Layne Flack er nået til finaledagen. Han står noteret for 318.000 chips.

Spillet genoptages klokken 22 i aften dansk tid, og når finalebordet er nået, vil der være forsinket livestream med holecards på WSOP’s hjemmeside.