Andreas Høivold: – Mine nedture tog næsten livet af mig

Andreas Høivold blev født i 1972 i Sunderland, England men flyttede to år efter til Norge, hvor han boede indtil 2009. Derefter flyttede den norske poker profil til USA, hvor han naturligvis valgte at bosætte sig i Las Vegas i Nevadas ørken. I 2013 flyttede han tilbage til Europa.

Høivold, som har en EPT-titel og mere end $1.7 mio. i live gevinster i karrieren, er efterhånden blevet 41 år, og den poker professionelle nordmand er muligvis den uheldigste heldige person i verden i dag.

På trods af en fortid som omfatter en dødelig trafikulykke, fængselsstraf for manddrab, medicin-afhængighed og tabet af sin nyfødte søn holder Høivold hovedet og humøret højt.

Det handler om at være flink, siger han i et nyt interview med PokerListings.

“Vær flink ved folk. Der er så mange – undskyld mit sprog – røvhuller, som er ubehøvlede overfor folk. Behandl folk pænt, og så håber jeg, du får det bedre. Det gør jeg i hvert fald. Jeg prøver at holde et smil hele tiden. Jeg synes, det er en bedre måde at gøre det på, end at være gnaven og ond”, siger Høivold.

 

Overlevede bilulykke og blev sat i fængsel

Høivold har ellers flere gode grunde til at gnaven. Den 41-årige poker pro lider nemlig stadig af kroniske smerter fra en dramatisk bilulykke, som skete for 20 år siden, da Høivold blot var 21 år.

“Jeg var i et ret slemt uheld for lang tid siden, og jeg brækkede næsten hver eneste knogle i min krop. Jeg var på hospitalet i lang tid, og jeg blev dømt for at dræbe et andet menneske med en bil, og jeg blev sat i fængsel”, fortæller Høivold.

Derefter fulgte en svær tid, hvor Høivold tilbragte tre måneder på hospitalet, yderligere ni måneder i kørestol og sidenhen fem måneder bag tremmer for at have slået et andet menneske ihjel med sin bil.

“Jeg blev straffet ret hårdt. At ryge i fængsel var ikke det jeg regnede med”, sagde Høivold som under sit fængselsophold ofte måtte forlade fængslet for at komme til genoptræning efter bilulykken.

Men også dét skabte problemer for Høivold.

“Jeg var den eneste der kunne forlade fængslet, fordi jeg havde alle disse skader. Der kom også stoffer ind i fængslet, og jeg blev mistænkt for at smugle dem ind”, fortæller Høivold.

“Det tog dem adskillige uger, før de opdagede, at det var bedstemoren til en af gutterne i fængslet, der smuglede dem ind. Jeg blev strippet helt nøgen, hver gang jeg kom tilbage. Jeg blev puttet nøgen i en celle i 9 timer en gang. Det var et mareridt”, fortæller Høivold.

 

“Han var kun tre måneder, da han døde”

Fængselsmareridtet fik omsider en ende for Andreas Høivold, som trods kraftige smerter fra bilulykken oplevede en af livets største glæder – nemlig fødslen af sin søn.

“Tingene så gode ud. Jeg havde min søn, jeg var tilbage til at føle mig rigtig lykkelig igen, men det varede så kort tid. Han var kun tre måneder da han døde. Det var et mareridt, den værste ting der kunne ske”, fortæller Høivold.

“Efter det var jeg meget deprimeret, og havde det ikke ret godt”.

Samtidigt med sorgen over tabet af sin søn døjede Høivold med kroniske smerter fra bilulykken, og måtte indtage en masse smertestillende medicin.

“Jeg tog en masse receptpligtig medicin, men du bliver afhængig af det. Det var morfin og det var ret hårdt. Jeg tog det i lang tid. Jeg besluttede at stoppe med det, og begyndte at spille poker og pokeren gik rigtig godt. Jeg havde spillet lidt før, men det gik ikke så godt. Det gik udemærket, men da jeg stoppede med alt det medicin, begyndte jeg at klare mig rigtigt godt”, siger Høivold om starten på pokerkarrieren.

 

“Det var tæt på at tage livet af mig”

Siden er det gået fremad for Høivold som blandt andet har en EPT Dortmund-titel på sit CV, og som i dag ser optimistisk på fremtidsudsigterne.

“Jeg endte med at møde en pige og blev gift. Hun var ikke god for mig, og jeg blev skilt fra hende. Så det har også været noget rod. Vi var gift i to år. Jeg har haft op- og nedture, men nu er jeg endelig fri for hende og single” siger han og tilføjer:

“At have nedture som dem… det var tæt på at tage livet af mig tidligere. Det er farligt for dig og dit mentale helbred. Det er ikke godt for dig, at have sådanne nedture. Jeg håber at få nogle gode opture igen”, siger han og kommer med et bud på hvorfra de opture kan komme.

“Mit mål i livet er at blive rigtig lykkelig igen. Dét er mit mål. Det kan ske på foskellige måder. Det kunne være mig, der flytter til en ø i Caribien, eller måske møder den rigtige pige eller måske flyver til månen… Det kan være hvad som helst”, siger Høivold.

Når det kommer til poker, har Vicky Coren ødelagt hans største mål, fortæller han.

Læs også: Vicky Coren tog historisk EPT titel

“Jeg plejede at have et mål; at være den første til at vinde to EPT’ere. Så kom Vicky Coren og knuste mine drømme. Nu er EPT’erne ikke så sjove mere”, siger han og tilføjer:

“Mit nye mål er at vinde en anden stor turnering, som Aussie Millions. Noget virkeligt stort, det kunne være lækkert. Jeg ville ikke have noget imod, hvis det var et WSOP event og at vinde et bracelet”, siger Høivold.

Du kan læse hele interviewet med Høivold her.