Hecklen til PNN: Jeg fik ingen reprimander af Hellmuth

Hjørringenseren Henrik Hecklen er i disse dage den mest vindende dansker ved WSOP i Vegas. Forleden blev det til en flot 6. plads ved Event #55 og i dag er det så blevet til endnu et final table, dog i en Stud turnering.

WSOP: Flot sjetteplads til Hecklen

Valget om at spille en Stud turnering kom også som en mindre overraskelse for hovedpersonen selv, som vi har fanget til et par udtalelser ang. hans Event #61.

“Jeg ved faktisk ikke helt hvordan, jeg endte med at have lyst til at ryge i den. Jeg cashede jo som bekendt halv stort i 1500$ NL, hvorfor jeg har en del skillinger der skal i lommen på skattefar. Det betyder, at jeg i princippet får halv pris på alle events jeg spiller herovre fra nu af.”, udtaler Hecklen til PNN og fortsætter:

“Jeg var i stødet og tænkte det kunne være god lir, velvidende om det nok ikke just er en fantastisk rentabel investering at spille en 7 card stud turnering. Jeg så det lidt som en sjov mulighed for at få en grineren oplevelse med nogle af poker-legenderne, og oveni hatten have skuddet for en heldig pay day hvis tingene skulle flaske sig – det må man så sandeligt sige at de gjorde aktuelt”, lyder det fra Henrik Hecklen.

Meget afslappet stemning

Henrik Hecklen blogger under sit spil via Pokernet.dk, hvor han går under brugernavnet Walth. Her har der været en meget afslappet stemning omkring turneringen, og Hecklen har på trods af lave stacks aldrig virket hverken presset, stresset eller irriteret. Jeg spurgte derfor indtil, hvordan stemningen var under selve turneringen, og om den blev spillet mere afslappet end Event #55, hvor han cashede en halv million kr. for en 6. plads.

“Selve stemningen ved bordet er meget afslappet, med en masse løs small talk osv. mest fordi mange af folkene jo kender hinanden på kryds og tværs”, lyder det fra Hecklen der fortsætter:

“Limit spil generelt er jo et format, hvor folk nogen gange er “face up”, så folk sidder ikke og hollywood’er den eller lign. for at få betaling, når de har en stor hånd (eksempelvis sker det ret tit, at det sidste street bliver bettet blindt), så folk er lidt mere afslappede i deres ageren ved bordet kontra NLHE turneringer, synes jeg. Men mht. selve spillet så følger jeg selvfølgeligt med i hvad der foregår med fuldt fokus, og forsøger at holde styr på dead cards osv så godt jeg kan”, udtaler Henrik Hecklen til PNN.

Ingen reprimander af Hellmuth

Hjørringenseren har glæde af, at han kan sidde ved siden af en af de største “legender” indenfor poker, da Phil Hellmuth er hans siddekammerat. Den iltre amerikaner er mest kendt for hans utallige udbrud og whining, men dem har der ikke været så meget af i dag, kan Hecklen berette.

“Han virkede stille og rolig i dag, der var kun få episoder, hvor han var på nakken af folk over et dårligt play (jeg fik ingen reprimander dog!), så det var ikke fordi, han var umulig at sidde til bords med. Det kørte til gengæld også for ham i dag – så det kan være det var derfor han var stille og rolig, who knows”, lyder det med et smil fra den overskudsfyldte Henrik Hecklen.

Det kan gå ret hurtig i Stud

Inden dag tre er Henrik Hecklen lowstack med blot 46,000k, og da blinds hedder 10000/20000 og ante på 2000, skal danskeren meget hurtigt samle nogle gode handsker op, hvis han ikke vil ende på en 9. plads ved dette event.

“Ja, jeg skal bruge nogle gode kort. Selv om jeg er mega short, har jeg dog stadig et skud. Det kan gå ret hurtigt i Stud, pga. de mange døde penge der kan være i en pot. Det kunne være sjovt, hvis jeg kunne få bygget lidt på og evt. stige et payjump eller to, men nu må vi se hvad der sker. Jeg er ret afklaret med, at jeg nok ikke just er favorit til at gå top8, så alt herfra er en bonus”, slutter Henrik Hecklen til PNN.dk