WSOP: “Smits” og Tøstesen videre fra dag 2AB
I løbet af natten dansk tid har der været afviklet dag 2AB ved WSOP Main Event i Las Vegas. Til dagens start var der fire danskere med, men da dagen sluttede og spillerne skulle lægge deres chips i poser, var halvdelen af de rød/hvide drenge røget ud.
Lasse Frost var den første dansker der bustede, da hans stack på 9.700 end ikke rakte til første pause. Simon Ravsbæk startede dagen med 66.500, men han kunne på Pokernet meddele, at han bustede lidt i 03:00 dansk tid med KQ til AK.
Det betyder, at halvdelen af danskerne på dag 2AB bustede, mens vi stadig kan glæde os over, at Jakob Tøstesen og Daniel “Smits” Bertelsen er gået videre på trods af, at de begge havde en rigtig dårlig start på dagen.
Jakob Tøstesen var oppe og runde 100.000, men han tabte efterfølgende en kæmpe pot med AQ til AA. Kort efter var danskeren nede i sølle 13.000, men solidt spil på de sidste levels medførte, at Tøstesen slutter dagen i 75.500.
Daniel “Smits” Bertelsen har holdt de pokerglade danskere underholdt i løbet af natten på Pokernet.dk, hvor han jævnligt har opdateret fra Las Vegas.
Han fortæller bl.a. om en stor pot på 42k, som han tabte all in:
“Taber 42k pot all in preflop. Jeg raiser midtposition til 1500, og small blind går all in for 21k med 55. Jeg kalder med qq, men han flopper desværre en 5’er” lyder det fra Daniel “Smits” Bertelsen, der efter hånden stadig havde 20k.
Daniel “Smits” Bertelsens chipcount skiftede hurtigt i løbet af natten, hvor han skiftende kunne berette og gode hænder og efterfølgene tabte pots.
Det hele endte dog godt for “Smits”, der endte i 58.800, og det kan han tage videre med sig til dag 3.