NBA-stjernen Paul Pierce blev bidt af online poker

NBA-stjernen Paul “The Truth” Pierce har tidligere slået sine folder hos basketball holdene Boston Celtics og Brooklyn Nets, men for få dage siden satte han sine kragetæer på en ny kontrakt med hovedstadsklubben Washington Wizards som han dermed tørner ud for i den kommende sæson.

Den seneste tid har Pierce dog brugt i Las Vegas, hvor han har spillet med i World Series of Poker, og det var tredje gang megastjernen stillede op ved WSOP. Han deltog også i 2012 Main Event, og spillede i fjor $10.000 Pot Limit Omaha Championship.

I år forsøgte den 36-årige Pierce sig igen i Main Event, hvor endestationen blev Dag 3. Her måtte Pierce se sig slået af WSOP.com qualifieren Christopher Smith, som havde floppet top to par med AJ, og da Pierce riverede en 4’er til sin A4 måtte “The Truth” sige farvel og tak for i år.

“Jeg nyder virkelig poker som spil. Jeg nyder konkurrencen, den mentale krigsføring. Det er et smukt spil”, sagde Pierce efterfølgende til PokerNews i en Google Hangout session med sitets læsere.

Her afslørede Pierce også, at han – ligesom så mange andre pokerspillere – blev bidt af poker på nettet.

“Jeg sad egentlig bare derhjemme og kedede mig en del, og det var nok 10 år siden at jeg startede med at spille online. Så jeg spillede online i omkring 3-4 år, og besluttede mig så for at finde noget live action. Og derfra var jeg hooked”, afslører Pierce og fortæller endvidere, at der også bliver spillet en del kort, når basketholdet er på tour.

“Oh yeah, vi spiller på flyet og jeg går op på mit værelse, når jeg har chancen og spiller på min computer. Jeg øver mig hele tiden”, fortæller Pierce som til trods for en sikkert fornuftig hyre i NBA ikke havde nogle planer om at spille med i One Drop denne sommer.

“Nej, nej… jeg har brug for nogle flere år under bæltet, før jeg spiller den”, griner han i interviewet, som du kan se i sin helhed herunder.