Nevada vil skabe pokernetværk på tværs af staterne i USA
Nu kan der være godt nyt på vej til online pokerspillere i USA, som formentlig går og dagdrømmer om et større pokernetværk med flere spillere og dermed mere action i alle døgnets 24 timer.
Nevada Gaming Control Board har godkendt en indledende ansøgning fra 888 Holdings om at bringe et online pokernetværk til staten Nevada. Det nye netværk skal samle de forskellige udbydere i staten under en paraply, således at man kan spille mod spillere på andre sites og ikke udelukkende de spillere, som spiller på samme pokersite som en selv.
I første omgang vil spillerne på Caesars Interactive Entertainments WSOP.com blive flyttet over på netværket, og når casinoet Treasure Islands online pokerrum bliver godkendt, vil det også blive indlemmet på det nye netværk. Flere pokersites med rødder i Nevada forventes at følge trop i fremtiden.
Det 888-kontrollerede netværk vil også have mulighed for på sigt at samle spillerne fra de forskellige stater under samme tag, således at spillere over hele landet kan spille mod hinanden, selv om de ikke bor i den samme stat. Guvernørerne i Nevada og Delaware – som også tilbyder lovlig online poker – underskrev allerede i februar en aftale om grønt lys for et pokernetværk på tværs af de to stater.
Nu hvor Nevada Gaming Control Board har godkendt den nye software, skal den fremlægges for Nevada Gaming Commission som har det endelig ord i sagen. De forventes at godkende planerne om det nye netværk d. 24 juli.
Set med europæiske øjne kan det potentielt være første skridt på vejen mod at etablere et internationalt netværk, hvor europæere og amerikanere kan spille mod hinanden, som det var tilfældet før Black Friday i 2011. Hvorvidt det sker er endnu uvist, men mange skeptikere forudsiger, at USA i fremtiden vil have et ring fenced netværk, som man f.eks. kender det fra Italien, hvor pokerspillerne må nøjes med at spille mod andre landsmænd.