Koller: – Sgu rart at lukke en turnering!

Mikkel “uremyatm” Kollerup har på turneringsfronten haft mange lige-ved-og-næsten-oplevelser, og så sent som sidste søndag var han tæt på at score den helt store klump guld i WCOOP Challenge Main Event. Hver gang  har han dog måtte se sejren glide sig af hænde – måske bedst illustreret ved WPT Vejle, hvor han sidste år tabte til heads up Pierre Christensen. 

Her til morgen lykkedes det imidlertid aarhusianeren at vinde Sunday 2nd Chance og sikre sig førstepræmien på $45.393.

“Det sgu rart, endelig at få lukket en turnering,” griner ‘Koller’, da PNN.dk fanger ham over telefonen.

Han fortæller, at han i to nøglehænder ikke var uheldig undervejs.

“Med under 20 spillere tilbage får jeg 4-bettet all in med konge-dame mod es-dame, hvor han rammer es på floppet, men jeg fanger en straight på turn. Derudover, så har jeg en vigtig all in med es-konge mod par otte, hvor boardet bringer fire femmere og en toer.”

Heads up sad han overfor amerikanske ‘AK87’, som godt kan få påklistret prædikatet “Chef” med en lang række store onlinesejre på CV’et. Amerikaneren afviste da også en deal, da ‘Koller’ prøvede at hustle med et chop, på et tidspunkt, hvor amerikaneren var chipleader.

“På finalebordet spillede han rigtig godt, og det var også os to, der tog spillerne ud, men heads up virkede han sgu ikke særlig chefet. Han var alt for passiv og foldede blandt andet en masse knapper. Man kan sige, at karma kom og bed ham i røven, nu hvor han ikke ville indgå en deal,” griner ‘Koller’.

Undervejs fik amerikaneren dog vist et bluff op i hovedet på ‘Koller’, da han lavede sit toppar om til en skummer, og fik ‘Koller’ til at smide to par på river.

“Men så blev jeg bare endnu mere motiveret.”

‘Koller’ skal naturligvis ud og fejre sit største onlineresultat på PokerStars til dato, men hvordan er endnu uvist.

“Det virker sgu så aggressivt med øl mandag morgen klokken 08.00, så mon ikke det bare bliver til lidt morgenmad?”

Der skal i hvert fald lyde et stort tillykke her fra redaktionen.