Tabte AA mod AA i One Drop: – Var ikke så slemt!

Connor Drinan blev verdenskendt, da hans One Drop-exit ramte medierne for et par uger siden. Ikke blot pokermedier, men også alverdens mainstream-medier fik ondt af gutten, der havde kvalificeret sig til turneringen med et buy in på $1.000.000, blot for at se sig selv ryge ud med es-es mod es-es efter en all in preflop.

Hånden fik hurtigt påklistret prædikatet “Verdens værste bad beat”, men sådan ser amerikaneren ikke selv på det.

“På overfladen kan jeg godt forstå, at folk ville sige sådan noget, siden det var esser mod esser i en turnering det kostede en million dollars at spille med i. Men på grund af omstændighederne, hvor jeg havde kvalificeret mig, og profitteret på turneringen allerede, så føltes det ikke så smertefuldt, som “verdens værste bad beat” sandsynligvis burde,” fortæller Drinan til Cardplayer.com.

Han indrømmer dog, at det var en syret og vild oplevelse at spille med i turneringen.

“Ja, helt klart.Den største turnering, jeg kan vinde i løbet af en normal uge, ville kun betale en femtedel af buy in i denne. Så det var pænt sindssygt at spille en turnering, hvor buy in, var større end nogen turnering, jeg nogensinde har vundet.”