Marchese vinder $100.000 Super Highroller
Under sommerens WSOP blev der i ét væk afholdt $100.000 Super Highroller-turneringer, og dén trend synes tilsyneladende at fortsætte i Las Vegas, selvom årets verdensmesterskaber for længst er et overstået kapitel.
I fredags blev der således afholdt endnu en af slagsen på Aria, og med 22 spillere til start, så var der $1,3 millioner til vinderen, med penge til top 3.
Trevejs blev turneringen et opgør imellem Brian “tsarrast” Rast, Tom “kingsofcards” Marchese og Cary Katz, og efter Rast blev ekspederet ud med en trøstepræmie på $217,800 for sin tredjeplads, så sad Katz og Marchese overfor hinanden i den afgørende heads up.
I den afsluttende hånd sendte Katz stakken til midten med konge-knægt, blot for at se sig selv blive snap-called af Marchese med es-dame på hånden.
Boardet løb ud uden overraskelser, hvorfor Katz kunne tage $653.400 med sig hjem, mens Marchese løb med $1.306.800 for førstepladsen, og nu har cashes for over $7,5 millioner i liveturneringer.