Stud-kongen vinder sjette armbånd i Australien

Jeffrey Lisandro sikrede sig her til morgen en enorm triumf, da han efter sejren ved WSOP Australia Pacifics event nummer 3 – en 1650$ Pot Limit Omaha – sikrede sig sit WSOP-armbånd nummer seks.

Den australsk-fødte pokerpro anses som en af verdens stærkeste turneringsspillere i Stud-varianterne, men kan altså bestemt også begå sig i de andre spil. I hvertfald slog Lisandro 121 andre spillere på Crown Casino i Melbourne, før han slog britiske Jason Gray heads up om titlen. For titlen fik pokerproen 51.660$.

Med armbåndet når Lisandro op på lige så mange bracelet som profiler som Daniel Negreanu, T.J. Cloutier og Ted Forrest. Derudover slutter han sig også til den noget mere eksklusive klub af spillere, der både har vundet et bracelet ved WSOP, WSOP Europe og WSOP APAC. Kun Daniel Negreanu stod indtil i går noteret for den bedrift, men han må nu dele rampelyset med Lisandro.