Også Wissing klar til Prag
Av, hvor gjorde det ondt, da Mads Wissing faldt med esserne i Partouche Poker Tour Main Event. Måske en once in lifetime-mulighed som blev misset med pokerens bedste starthånd. Nu vender Mads Wissing så tilbage til den grønne filt, når han i næste uge spiller EPT Prag.
Har du fået rystet oplevelsen af dig?
”Narhj ja, mere eller mindre. Det er selvfølgelig en hård en at skulle sluge, men op på hesten, som man siger. Det er hård branche vi lever i og man vil altid fra tid til anden tage nogle forkerte beslutninger.”
Selvom Mads Wissing tager til Prag så skal vi ikke forvente at se ham deltage i alle de mange turneringer, som pokerfestivalen i den tjekkiske hovedstad byder på. Muligvis er han der faktisk kun en enkelt dag.
”Jeg har kun tænkt mig at spille EPT’en. Jeg flyver derned til dag 1B og hvis det går helt galt og jeg ryger ud, så tager jeg flyveren hjem samme aften.”
Han indrømmer dog, at med det store danske fremmøde, så burde der være mulighed for lidt hygge.
”Så måske bliver jeg hængende et par dage.”