Troyanovskiy og Cheong blandt sidste 16 i Macau
PokerStars APPT stop i Macau – Asia Championship of Poker – har indtil videre været en stor succes. En lang række af pokerens største stjerner har taget turen til ‘Østens Las Vegas’, og med 291 entries er der godt $812.000 til vinderen, der forhåbentlig findes lørdag eftermiddag dansk tid.
I skrivende stund resterer 16 spillere i det kinesiske gamblingmekka, og selvom feltet netop har taget afsked med både canadiske Sorel Mizzi og den tidligere EPT København-vinder Michael Tureniec, så resterer der stadig en række velkendte ansigter i turneringen.
Den russiske highroller Vladimir Troyanovskiy har for alvor slået sit navn fast i de dyreste turneringer verden over, og nu leder han også efter et stort resultat i Macau. Med to borde tilbage sidder han med en stack omkring average, så der er gode chancer for, at han snart kan skrive APPT finalebordsdeltager på CV’et.
Også den tidligere November Niner Joseph Cheong er med i den afgørende fase af turneringen. Cheong har siden sin tredjeplads ved verdensmesterskaberne i 2010 lavet flere store liveresultater, senest så sent som i sidste uge, hvor han blev 5’er ved festivalens superhighroller til mere end $528.000, Den turnering blev som bekendt vundet af amerikanske Stephen O’Dwyer.
Læs også: Supercall sikrer O’Dwyer PokerStars ACOP Macau Highroller
Der spilles ned til de sidste 9 spillere i løbet af eftermiddagen, mens finalebordet forventes i gang lørdag klokken 15.00 lokal tid (08.00 dansk tid).