IgorK henter fødselsdagssejr og misser fly til Prag
Simon ‘IgorKarkarof’ Rønnow må snart kandidere til titlen som årets varmeste online turneringsspiller.
2014 har budt på et decideret gennembrud for ‘IgorK’, der ellers tidligere blot breakede even på turneringsfronten, men i kraft af coaching fra en østrigsk Hyper Turbo-specialist og et større netværk, nu for alvor har fundet formlen på succes.
I nat blev det så til endnu en sejr til samlingen, da han strøg til tops i en $109 rebuy-turnering og scorede en gevinst på $9.911. Sejren faldt lige som klokken passerede 24.00, og han dermed kunne fejre sin fødselsdag.
“Ja, der var ikke nogen som stod klar med gaver da klokken blev 24.00, så måtte sgu selv i gang,” lyder det med et smil fra ‘IgorK’.
Dermed var der også lidt skillinger til fødselsdagsfrokosten tidligere i dag, som han også endte med selv at skulle betale for, da han tabte et flip om regningen mod Andreas Høgh.
Netop Simon Rønnow og Andres Høgh burde faktisk have været på vej til Prag, men evnede ikke at komme ud af dynerne til tiden.
“Vi skulle faktisk ha været landet her om 45 minutter, men vi sov over os og missede toget til København. Men vi tager afsted i aften,” fortæller Simon Rønnow.
De to unge turneringshajer planlægger at spille Eureka Poker Tour Main Event og EPT Prag, mens GSOP Prag også kan komme på tale.