Nyt kasino fører til militærkonflikt mellem Thailand og Cambodia

Det er de mest utrolige ting, der kan føre til stridigheder mellem lande, og nu er planer om et nybygget kasino ved at komme mellem Thailand og Cambodia.

Ved Chong Am Ma-grænsen mellem de to lande kørte Cambodia i sidste uge gravkøer i stilling, for at påbegynde byggeriet af et planlagt kasino, skrev Bangkok Post i sidste uge. Byggeplanerne var ellers blevet midlertidig udskudt, efter de to parter ved et møde i september besluttede, at de i fællesskab ville forsøge at finde en ny destination til kasinoet. Derfor valgte thailænderne prompte at lukke grænsen, og opruste sin militære tilstedeværelse i området.

Siden da har de cambodiske entreprenører indstillet byggeriget, og man forsøger nu igen at indgå i dialog om kasinoet i området mellem den cambodiske Preah Vihear-provins og den thailandske Ubon Ratchathani-provins.

Cambodia har allerede etableret flere kasinoer på grænsen mellem de to lande, da det tiltrækker thailandske gamblere, der ikke må spille i deres hjemland.