Sorel Mizzi er chipleader før aftenens highroller-finale

Årets første præmiechek på vel over en million dollars skal uddeles i nat dansk tid, når finalebordet af super highroller-turneringen bliver afgjort på Atlantis Resort i Bahamas.

I alt 44 spillere havde stadig chips ved gårsdagens spilstart, men et utal af verdensstjerner måtte i løbet af dagens spil kaste håndklædet i ringen. Dermed blev andendagen endestationen for spillere som Daniel Negreanu, Jason Mercier, Mike McDonald, Sam Trickett og Ole Schemion. Alligevel er det endt med et finalebord fyldt med lutter stjerner, og det er den canadiske turneringshaj Sorel Mizzi, der har det bedste udgangspunkt før finalebordets start klokken 19 i aften.

Sådan ser stillingen ud, før spillerne påbegynder spillet med blinds på 30.000/60.000 og ante på 10.000.

Sæde 1: Roger Sippl 3.255.000 (54 big blinds)
Sæde 2: Bryn Kenney 2.410.000 (40 big blinds)
Sæde 3: Andrew Robl 1.370.000 (23 big blinds)
Sæde 4: Sorel Mizzi 4.800.000 (80 big blinds)
Sæde 5: Christoph Vogelsang 1.540.000 (26 big blinds)
Sæde 6: Sam Greenwood 705.000 (12 big blinds)
Sæde 7: Steve O’Dwyer 2.925.000 (49 big blinds)

Der er massive $1.872.580 til vinderen, mens næste mand ude vil få $313.700 for ulejligheden.

Spillet genoptages som sagt klokken 19, og fra klokken 20 og frem vil finalebordet blive livestreamet med holecards direkte fra Bahamas. Du kan følge med i kampen om millionerne lige her på PNN.