Negreanu distancerede Ivey som årets mest populære spiller

At både Daniel Negreanu og Phil Ivey er blandt de mest populære pokerspillere, kan der næppe være tvivl om. Men at den canadiskfødte 6-dobbelte braceletvinder sætter ‘verdens bedste pokerspiller’ til vægs i en afstemning om årets mest populære spiller, må alligevel ses som lidt af en overraskelse.

Ikke desto mindre lykkedes det Negreanu at få mere end dobbelt så mange stemmer som Phil Ivey, da Bluff Magazine for få dage siden afslørede årets vindere af Bluff Reader’s Choice Awards 2014. ‘DNegs’ løb med hele 43 procent af stemmerne, mens ‘blot’ en ud af fem valgte Phil Ivey som deres foretrukne, mandlige spiller.

Også Daniel Colman sikrede sig en award, da han – meget fortjent – fik titlen som årets ‘breakout performer’. Det kan næppe være ufortjent med $22,9 millioner i turneringsgevinster bare for 2014.

Vanessa Selbst blev med 36 procent af stemmerne udnævnt til årets foretrukne kvindelige spiller, mens Aria fik titlen som læsernes foretrukne casino i Las Vegas/Nevada.