Ingen dansk hæder ved European Poker Awards
Man skulle tro, at to WSOP finaleborde, en EPT highroller-sejr og en runner up, et DM-finalebord og et dybt run ved VM i poker kunne række til en nominering som årets europæiske ‘breakout player’, men sådan står det tilsyneladende ikke til. I hvert fald er der ingen Henrik Hecklen at finde på den netop offentliggjorte liste over nominerede ved European Poker Awards, ligesom ingen andre danske spillere eller industrifolk har fået plads i det fornemme selskab.
I stedet skal årets breakout performance findes blandt følgende spillere findes blandt tyske George Danzer, polske Dominik Panka og de to engelske spillere Oliver Price og Jack Salter. Favoritværdigheden må unægtelig tillægges George Danzer, der som bekendt sikrede sig den eftertragtede WSOP Player of the Year-titel i 2014, om end hans nominering i sig selv synes noget mærkelig. Det er nemlig snart 10 år siden, Danzer har sit første registrerede cash, ligesom han har flere store WSOP-finaleborde i perioden fra 2010 til 2012.
Selvom der ikke er en eneste dansk nominering ved Award Showet, er der dog stadig en spinkel chance for, at det kan blive til rød-hvid hæder på Portomaso Casino i slutningen af marts. Der er nemlig stadig mulighed for at indstille spillere til People’s Choice-awarden for Bedste Poker Ambassadør.
Synes du Gus Hansen, Theo Jørgensen eller måske Mickey Petersen kunne gøre sig fortjent til sådan en hæder, kan du indstille dem på European Poker Awards hjemmeside.