PokerStars.it efterforskes for €300 millioner skatteunddragelse

Den italienske pendant til det såkaldte danske bagmandspoliti er i gang med en større efterforskning af PokerStars.it. Det står klart i dag, efter det italienske politis afdeling for økonomisk kriminalitet tidligere på dagen sendte en pressemeddelelse ud, hvor det beskrives, hvordan en af underleverandørene af firmaets pokerprodukt i Italien, Halfords Media Italy S.r.l. skulle være mistænkt for at have unddraget de italienske skattemyndighederi perioden fra 2009 til 2014.

Ifølge politiet er direktøren for selskabet nu formelt blevet anklaget for skatteunddragelse, som følge af at have undladt at opgive for op mod €300 millioner profit i perioden fra 2009 til 2014. I stedet skulle denne profit være opgivet hos firmaer på Isle of Man og Malta, hvor skattetrykket er væsentligt mindre for gamblingvirksomheder, på trods af pengene skulle være tjent på det italienske pokersite.

PokerStars Head of Corporate Communication, Eric Hollreiser, har for få øjeblikke siden udsendt en pressemeddelelse på firmaets Corporate Blog, der blandt andet siger følgende:

“PokerStars har samarbejdet med de italienske skattemyndigheder siden de påbegyndte en revision for flere år tilbage. Vi har opereret i overensstemmelse med de gældende lokale skatteregulationer, og har betalt €120 millioner i skat i perioden for revisionen. (…) Revisionen vil fortsætte, og vi håber at have løst problematiken til vores fordel snarest”.

Desuden påpeger Eric Hollreiser, at firmaets aktiviterer i Italien vil fortsætte ufortrødent mens revisionen står på.