WPT Prag: Tre danskere i skillingerne
11 danskere mødte op til start på dag 2 af WPT Prag, og tre klarede sig videre til dag 3, der skydes i gang klokken 15 i dag.
Thomas Jørgensen, Thomas Frandsen og Jan Larsen er de danske kortsvingere, der klarede sig igennem dag 2 hårde vinde, mens det til gengæld blev farvel og tak til blandt andre Jannick Wrang, Frederik Brink, Rasmus Vogt og Morten Varbæk Mortensen.
Den danske trio er blandt de sidste 63 spillere og altså i pengene.
Thomas Jørgensen er med 266.000 chips bedste dansker. Average hedder 267.000 så Thomas Jørgensen er altså rigtigt godt med, ligesom Thomas Frandsen med 195.000 chips fortsat har godt med brikker at rykke rundt med. Jan Larsen er til gengæld på udkig efter en hurtig dobling – eller måske tribling – for Jan sidder kun med 95.000 chips foran sig.
Rigtig god vind til de tre danskere.