WSOP: Sidste dansker røg 6 minutter før tid i Colossus

Over 24.000 spillere var i løbet af de fire startdage med til at sætte rekord i WSOP-nyskabelsen The Colossus, som med det gigantiske deltagerantal slog den eksisterende officielle rekord for liveturneringen med flest deltagere.

Tre danskere var i blandt de 3,447, som havde klaret udskilningsløbet frem til Dag 2, men desværre blev Rune Hansen og
Chris Hansen begge sendt på railen, inden det blev rigtig sjovt.

Sofus Majgaard holdt til gengæld længe Danneborg højt hævet i spillelokalet, men klarede akkurat ikke cuttet til Dag 3.

Med seks minutter tilbage af dagens ni levels sendte en shortstacked Sofus Majgaard nemlig sine chips til midten med es-konge, men formåede uheldigvis ikke at ramme mod modstanderens par ti. Dermed måtte han nøjes med et cash på $5.000, hvilket dog også er ganske mange penge, når man kun har lagt $565 for at være med.

Kun 506 spillere er nu tilbage i turneringen. WSOP.com har endnu ikke de officielle chipcounts klar.