WSOP tilbageholder mulig fuskers payout
Der faldt noget af en bombe i går, da Connor blanconegro Drinan på 2+2 delagtiggjorde folk i en mulig fusker-sag i WSOP $10.000 Heads Up Championship, hvor han anklagede Valeriu Coca for at bruge en form for usynlig blæk i kombination med et par specielle solbriller, der tilsammen gjorde, at Coca angiveligt kunne vide, hvad modstanderen sad med.
Indledende undersøgelser af kortene har dog ikke vist nogen tegn på afvigelser, men flere tests er planlagt.
WSOP’s turneringschef, Jack Effel, skrev i går på Twitter, at “Vi bruger alle tilgængelige ressourcer. Det inkluderer overvågning/sikkerhed, retsmedicinske undersøgelser af kortene, etc. Vi tager vores integritet meget alvorligt, hvilket de livstidsudelukkelser vi har uddelt, er et bevis på, og der er ikke noget, vi hellere vil, end at fange en fusker i vores midte.”
Vice-pressechef, Seth Palansky var mere tilbageholdene i sin udtalelse, da PocketFives spurgte ind til skandalen.
“Der er IKKE nogen skandale, der er kun en beskyldning. Vi vil gennemføre en tilbundsgående undersøgelse, og ikke udtale os yderligere, før den er fuldført.”
Vice-præsident for WSOP, Ty Stewart, er overbevist om, at hvis der er blevet snydt, så skal det nok blive bevist.
“Vi vil sige, at vi ville elske at fange en snyder og lade retfærdighed ske fyldest. Vi er på toppen af denne situation med alle de tricks vi har i baggagen, vi kan dog ikke afsløre hvilke,” fortæller han.
Valeriu Cocas payout er indtil videre tilbagehold imens undersøgelsen er i gang.