Bustede til Eastgate i ’08: Kan nu øjne første WSOP-armbånd

Mange danske pokerentutiaster vil sikkert kunne huske Dennis Phillips. Den 53-årige amerikanske lastbilschauffør, der i 2008 nåede WSOP Main Event finalebordet, og 3-vejs sad overfor den senere danske verdensmester, Peter Eastgate, og den russiske pokerpro, Ivan Demidov.

Det ville have været Askepot om igen, hvis det var lykkedes Phillips at gå hele vejen, men ultimativt måtte han kaste håndklædet i ringen, da han sendte det sidste af sin stack ind med ti høj, blot for at blive snappet af af Eastgates floppede set i 3’ere. Udbetalingen på over $4,5 millioner lod dog amerikaneren opsige sit job, for i stedet at prøve kræfter med tilværelsen som professionel pokerspillere, men bortset fra et par dybe runs i Senior’s Championship ved WSOP, har et af de eftertragtede armbånd ikke rigtig været indenfor Phillips’ rækkevidde.

Nu kan amerikaneren så endelig få sit armbånd, når han i aften skal spille finalebord i event #14 – den $1.500 dyre No Limit Hold’em Shootout-turnering. 1.000 spillere var til start, og efter at have vundet sit første bord i torsdags, fik han i går selskab af to skrappe herrer i Pratyush ‘ShaneGamble’ Buddiga og Fedor ‘CrownUpGuy’ Holz. Det lykkedes dog Phillips at trække sig sejrrigt ud af den affære, og nu står blot ni relativt ukendte spillere mellem ham, sejren og de $283.546 til vinderen.

Finalebordet skydes i gang klokken 22.30 dansk tid, og forventes at blive livestreamet på WSOP’s hjemmeside med holecards og 30 minutters forsinkelse.