Store navne klar til afgørelse i $1.000 WSOP-tour
Mens man er sikker på at få en svær dag på kontoret, når man stiller til start i de $5.000 eller $10.000 dyre events, så plejer de $1.000 og $1.500 dyre turneringer at være mere af et frirum for hobby-spillerne, hvor man ikke nødvendigvis skal sidde og kigge ind i Phil Iveys, Eugene Katchalovs eller Vanessa Selbsts tre-bets hele dagen. Sådan er det dog på ingen måde i år, hvor der gang på gang synes at være flere store navne med helt fremme, der trodser de enorme felter i et forsøg på at sikre sig endnu et bracelet til samlingen.
Seneste stjerneparade af spillere i en billig No Limit Hold’em-turnering finder vi event #30, der med sit buy-in på $1.000 har lokket 2.150 spillere til kassen. På nuværende tidspunkt resterer blot 21 mand, men der gemmer sig så til gengæld et uhyggeligt stærkt firekløver af proer imellem.
Chris Moorman anses af mange som den bedste spiller, der stadig ikke har et armbånd, men det kan briten laver om på i nat dansk tid. Med 966.000 chips indtager online-chefen netop nu en trejdeplads i den samlede stilling, og har derfor et rigtig godt udgangspunkt fra spilstart.
Han får dog kamp til øllet af PokerStars Pro Bertrand ‘Elky’ Grospellier, der med 471.000 chips foran sig kan overnatte som nummer 11, ligesom også Jason Koon (299.000 chips) og den tidligere One Drop-vinder Antonio Esfandiari (249.000 chips) stadig i høj grad kan gøre sig gældende i turneringen.
Der er $353.391 til vinderen, og når spillet genoptages klokken 22 i aften, er det med forhåbning om at kunne finde en vinder i løbet af de første ti levels. Lykkedes det ikke, skydes afgørelsen til natten mellem onsdag og torsdag, og kan i så fald formentlig livestreames på wsop.com.