WSOP ME: Hastings på fjerdepladsen inden Dag 5
Brian Hastings har det med at slå til på de helt rigtige tidspunkter. Hans timing var helt optimal, da han i december 2009 fangede Viktor ‘Isildur1’ Blom midt i dennes nedsmeltning på Full Tilt Poker, og vandt over $4 millioner fra svenskeren i løbet af en enkelt session.
Nu viser amerikaneren så igen næse for at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Inden dette års WSOP indgik han således en lang række bracelet- og propbets, som allerede med hans to vundne guldarmbånd har givet et yderst rentabelt afkast, og nu er han så blandt de førende i turneringen over dem alle, WSOP Main Event.
Brian Hastings indtager fjerdepladsen med 2.464.000 chips, og med den form han fremviser for tiden, så kan en mulig plads på finalebordet slet ikke afvises, selvom der med 237 spillere tilbage naturligvis er lang vej endnu.
Turneringen føres af Joseph McKeehen med 3.122.000 chips, mens rækken af overlevende profiler foruden Hastings også tæller prominente navne som Justin Bonomo, Daniel Negreanu, Max Steinberg, Jared Jaffee, Christian Harder og Antonio Esfandiari.