Navnet holder stik: Endnu en pokerpro vinder Pro-Serie på Marienlyst
Siden Casino Marienlyst i efteråret sidste år kom med på pokervognen, er det bestemt ikke gået stille for sig på Standvejs-kasinoet i Helsingør. Pokermanager Lars Peter Mikkelsen og team har haft travlt med at afholde Four Seasons-afdelinger, hverdagsturneringer og cashgames i alle størrelser og afstøbninger for de nordsjællandske pokerspillere.
For få uger siden introducerede kasinoet så det sidste skud på stammen, da de over tre lørdage ville afholde den såkaldte Pro-Serie. Pro-Serien skulle være tre forskellige turneringer med højere buy-in end normalt, så man forhåbentlig også kunne nå ud til de lidt mere etablerede navne. Det må siges at være lykkedes fint, for selvom der efter to afdelinger endnu ikke har været en udsolgt turnering, så har man formået at trække nogen af landets rigtig skrappe drenge til Helsingør.
Sidste lørdag var det således Unibet Open 2-‘er Henrik Juncker der løb med sejren i den 5.000 kroners dyre No Limit Hold’em Highroller, og i går var det endnu en velkendt pokerpro der strøg til tops, da der blev spillet 2.000 kroners Omaha med et reentry i havnebyen. Jonas ‘Tulkaz’ Klausen endte nemlig med at sætte de 24 modstandere på plads, da turneringens sidste riverkort omkring klokken 03 faldt ud til den tidligere London-bosatte danskers fordel.
Jonas Klausen endte efter en firevejs-deal med blandt andet den tidligere DM-5’er Daniel Bodin med at tage 20.500 med sig hjem, mens den lokale Henrik Kure sikrede sig andenpladsen til 14.000 kroner. Både Mikael Rafn og Daniel Bodin fik hver 8.670 for ulejligheden.
Pro-Seriens sidste planlagte turnering er en 500 kroners rebuy på næste lørdag, men Lars Peter Mikkelsen har allerede nu afsløret overfor PNN, at konceptet bliver betragtet som en stor succes, og at turneringerne med dyrere buy-in vil fortsætte i fremtiden.
“Buy in kommer almindeligvis til at lægge på omkring 2.000 til 2.500 kroner på lørdags-turneringerne, mens der hver tredje måned bliver inviteret til en større udgave, med buy in på omkring 5.000”, forklarer pokermanageren til PNN.