Rygte: Negreanu og vin-milliardær får NHL-hold til Vegas næste år

Det har længe været en af Daniel Negreanus helt store drømme at få et NHL-hold til Las Vegas, og på trods af interesse fra flere pengestærke investorer, har mange anset det som en umulighed. Nu er der dog rigtig meget, der tyder på, at holdene i verdens bedste ishockey-liga allerede fra næste sæson skal ligge vejen forbi den berømte og berygtede ørken-by i Nevada. I hvert fald hvis man skal tro New York Post.

Ifølge avisen er det holdet Arizone Coyotes, der står overfor en flytning til ‘Syndens By’. Vejen for salget er blevet banet af den amerikanske vin-milliardær William Foley, der allerede fra håber på at kunne se ishockey i sæsonen 2016 – 2017. Byggeriet af en ny, kæmpemæssig hockey-arena er allerede i fuld gang i samarbejde med MGM Resorts, og det nye byggeri forventes at kunne huse i alt 20.000 mennesker til hver kamp. Desuden er det allerede nu – før franchiset overhovedet er faldet på plads – lykkedes at sælge 13.000 sæsonkort til ishockey-holdets første sæson.

Mens Foley bliver den bærende finansielle kraft, så bør det også være sikkert, at den hockey-elskende Negreanu altså bliver en del af ejerkredsen. I et interview til Torontu Sun udtaler han, at så snart franchiset er på plads, vil han stå først i køen, til at investere i holdet. Desuden vurderer han, at chancen for, at det hele falder på plads lige nu er 99,9 procent.

“Vegas har 2,2 millioner indbyggere. Det er en sports-by. Vi har hungret efter et professionelt franchise af en hvilket som helst art i mange år nu (…). Jeg ser det simpelthen ikke falde til jorden nu”, siger han.

Negreanu regner desuden med, at holdet hurtigt kan blive en magtfaktor i ligaen, og håber på en slutspils-plads allerede inden for fem år. Den endelige afklaring om Vegas’ hockey-hold forventes inden årsskiftet, og måske endda så tidligt som næste måned.