Martin Vallø videre med kæmpestack ved Barcelonas main event
Efter de obligatoriske indledende øvelser med Estrellas main event, diverse highrollere og sideevents en masse, er det endelig blevet tid til EPT main event ved den igangværende festival i Barcelona.
I går stod menuen således på 8 levels af den €5.300 dyre main event, da det første af tre indledende heats blev skudt i gang klokken 12.00 på Casino Barcelona. Hele 9 danskere havde besluttet sig for at bruge mandagen på at spille lidt kort, og velkendte profiler som Theo Jørgensen, Simon ‘ministerborg’ Ravnsbæk, Morten ‘VM’ Mortensen og Christian ‘Frimærket’ Grundtvig sad alle klar fra middagstid, for at spille den 30.000 chips store startstack op i et godt udgangspunkt før dag 2.
Det lykkedes imidlertid ikke for nogen af de herrer, at hænge i til slutfløjtet lød kort før midnat. Det gjorde det imidlertid i aller højeste grad for Martin Vallø, der var helt og aldeles flyvende i går. Han formåede nemlig at slutte med hele 163.300 chips foran sig, hvilket rækker til en øjeblikkelig tredeplads i chipsoversigten. På nuværende tidspunkt er danskeren kun overgået af highrolleren Pratyush Buddiga, der sluttede dagen i 223.000, og den franske PokerStars-spiller, Imad Derwiche, der har 170.000 til sit navn.
Vallø er dog ikke den eneste rød-hvide kortkriger, der formåede at avancere fra dag 1A. Jonas Palsgård Christensen havde et brag af en debut i Vegas i sommer, hvor det blandt andet blev til et finalebord i den $1.500 dyre event #34 – Hold’em MixMax. Han beviste i går, at radaren stadig står skarpt, da han på trods af hård modstand i både Ole Schemion og Christoph Vogelsang formåede at pakke 57.400 chips væk i plasticposen ved spilstop.
Endelig nåede den tidligere WPT København-vinder, Younas Rønhoff, også videre fra dag 1A, men med bare 7.700 chips skal der for alvor arbejdes på onsdag, når spillet genoptages på level 9 med 400/800 blinds og 100 ante.