Finsk kult-blogger om sin nye bog: “Den vil koste venskaber”

Når man kigger ned over listen af finske Miikka Anttonens pokerresultater, virker de ikke synderligt imponerende for en professionel pokerspiller. Livegevinster for under $300.000 og en sejr ved Helsinki Freezeout foran 78 andre som største resultat nogensinde, sikrer ham næppe en plads i pokerens historiebøger.

Det gør hans netop færdiggjorte bog til gengæld med stor sandsynlighed. For mens livet som pokerspiller aldrig har været en dans på roser for den nu 28-årige finne, så har han opnået stor anerkendelse som forfatter, efter han for mere end fire år siden begyndte at nedfælde sin livshistorie på det internationale pokerforumm 2+2. Under brugernavnet “Chuck Bass” fortalte han over et års tid brudstykker fra sin fuldkommen vanvittige historie om poker, gambling, rejser, damer og highroller-livet generelt. Hvad der imidlertid for alvor gjorde historien bemærkelsesværdig, var den hudløst ærlige skildring af bagsiden af medaljen: De gevaldige downswings, ludomanien og alkoholmisbruget, der ligeledes blev en del af den unge pokerspillers hverdag.

Læs også: Legendarisk finsk blogger udgiver livshistorie

Utallige gennemskrivninger senere er det nu blevet til bogen ‘Once a Gambler’, der bliver udgivet senere på måneden, og PNN har helt ekslusivt interviewet den finske forfatter. Første del af interviewet bliver bragt i dag, anden del i morgen, mens der onsdag vil blive lagt to uddrag fra bogen op her på siden.

 

Hvorfor besluttede du dengang for at publicere din historie? Var det en form for selvterapi, eller havde du andre motiver?

“Jeg ved, det kommer til at lyde som en kliché, men jeg havde vitterligt ingen motiver, da jeg først begyndte at skrive historien. Jeg tænkte aldrig på hverken pengene eller publikummet. Jeg ville da ikke pic2ligefrem indgive nogen protester, hvis min bog pludselig solgte fem millioner kopier, og gjorde mig rig, men jeg er fuldkommen overbevist om, at min timeløn ved at spille onlinepoker er væsentligt højere, end ved at skrive denne bog – eller nogen anden bog for den sags skyld.

Det leder så til spørgsmålet – hvorfor så? Lige nu er jeg nået et punkt af min forfatterkarriere, hvor jeg søger anerkendelse for mine skriblerier, og springet fra at være en internetblogger til en udgivet forfatter, som folk betaler for at læse, er kæmpestort. Alle mine tidligere blogs – både for finske pokermagasiner og på onlineforums – har været ekstremt populære, men det er også meget lettere. Ingen betaler en øre for at læse dit lort, så de kan ikke være kritiske overfor indholdet. Selv 2+2-tråden er forfærdelig skrevet. Jeg lagde ikke rigtig nogen indsats i det, tjekkede ikke engang for stavefejl, og folk elskede det stadig. Men nu når folk skal have pungen op af lommen, er barren sat meget højere, og det er det spring, jeg nu prøver at tage.”

 

Du har tidligere skrevet på Twitter, at bogen med garanti vil bringe nogen sind i kog. Kan du uddybe det?

“Efter at have skrevet de første par kapitler til bogen, og det rent faktisk virkede sandsynligt, at det kunne blive en
realitet, begyndte jeg at overveje, hvad jeg kunne og ikke kunne inkludere om andre mennesker. Naturligvis ønsker jeg ikke forsætligt at såre nogen, pic1men på samme tid er det svært at skrive en livshistorie, uden at nævne visse personer, der har haft stor indflydelse på, hvordan det hele spændte af. Derfor besluttede jeg mig for at sende et kapitel til en ex-kæreste, for ligesom at veje stemningen. Det faldt imidlertid ikke i god jord, og med alle de ændringer hun krævede, ville det rive kapitlet fuldstændig fra hinanden.

Det fik mig til at indse, at der formodentlig er 200 eller flere mennesker, der bliver en del af min historie. Nogen spiller større roller end andre, men der er altså ingen tænkelig måde, jeg kan få et tilfredsstillende produkt, hvis jeg skal veje alle de menneskers interesser. Derfor besluttede jeg mig ultimativt for, at den både letteste og mest rimelige løsning var, ikke at spørge nogen som helst om tilladelse til at inkludere dem i historien. Og lad os sige det på den her måde: Jeg forventer ikke lige positiv feedback fra alle, der er en del af bogen. Tværtimod regner jeg med, at blive en hel del facebook-venner fattigere efter bogen er endeligt udgivet.”

 

I morgen bringer vi anden del af interviewet, hvor Miikka Anttonen blandt andet fortæller om sin forhold til gambling i dag, og hvordan han stadig erhverver sig ved poker. Læs med i morgen.