Indbrud i Bilzerians Hollywood-palæ kan være inside-job
Mens bad boy og rigmand Dan Bilzerian vanen tro nød det søde liv blandt damer, musik og alkohol i New York City sidste uge, så var der ubudne gæster i den velhavende forretningsmand og pokerspillers palæ i Hollywood, Californien. Det skriver people.com.
Ifølge sladdermagasinet skulle episoden have fundet sted fredag nat, hvor flere maskerede personer først tilsprayede de udendørs kameraer med sort gummi, for herefter at tiltvinge sig adgang til million-villaen ved at smadre en glasdør til et gæsteværelse. Efterfølgende satte tyvene de indendørs kameraer ud af spil, men blev alligevel opdaget af rigmandens top-moderne sikkerhedssystem, da de forsøgte at stjæle hans nærved uvurderlige våbensamling fra et skab i soveværelset. Skabet er imidlertid forstærket med stål, så det lykkedes aldrig tyvene at få adgang til de værdifulde våben.
Få minutter senere ankom politiet til bygningen, men da var indbrudstyvene allerede over alle bjerge.
“De var alle klædt i sort og bar skimasker, og så virkede de til at kende til husets indretning”, fortæller Bilzerian til magasinet, og kaster derved benzin på det bål, der insinuerer, det kunne være folk fra hans omgangskreds, der står bag indbruddet.
Udover et par manglende nøgler til Bilzerians Bentley, har tyvene imidlertid ikke fået fat i noget, og bilen står stadig i garagen, så Dan Bilzerian håber nu på, at et par nye låse i bil og hus kan være nok til at holde ubudne gæster fra boligen i fremtiden.