El-Kher: Handsken ligger allerede på jorden, Theo!
Cashgame-chefen, Martin El-Kher, formastede sig forleden til at ytre sin mening om Gus Hansens håndanalyser, da han på sin facebook-profil blandt andet skrev, at Gus ”synes at være milevidt bagefter de dygtigste spillere.” Det skal man passe på med, for først acemag.dk og siden pnn.dk samlede historien op som faktisk endte med at blive citeret i en svensk avis.
Læs også: El-Kher: Gus er milevidt bagefter
Det hele blev spiced en smule mere op, da pnn.dk spurgte Theo Jørgensen om han var enig i, at Gus Hansen muligvis var Over the Hill. Det var han tydeligvis ikke, hvorfor han endte med at tilbyde Martin El-Kher et godt gammeldags poker-væddemål:
”Jeg vil da gerne give Martin El-Kher en gylden mulighed: Hvis han vil crossbooke imod Gusen i de turneringer, som de begge stiller op i, så tager jeg gerne chancen. Mit gæt er, at ordet ’crossbooking’ kan googles, og at en I OWN U-Porsche kan tages i pant, hvis uheldet skulle være ude,” sagde Theo Jørgensen blandt andet.
Læs også: Theo: Gustav sakket bagud, El-Kher? Vil du vædde?
Lad os spille NL Hold’em, Theo!
Nu svarer Martin El-Kher så på Theo Jørgensens udfordring. Han starter med at understrege, at det ikke var hans hensigt hverken at slå noget stort op eller profilere sig i de danske pokermedier – der var blot tale om en facebook-opdatering. Til gengæld er han ikke bange for at samle handsken op, hvis blot dysten kan afgøres i et NL Hold’em cashgame.
Martin El-Kher skriver:
”Den kære Theo, som man vist kun kan holde af, har valgt at kaste handsken kan jeg læse på pnn.dk. Som både Theo og jeg ved, så er der ufattelig meget varians i tours, hvorfor et væddemål på netop dette område mellem Gus og jeg ikke vil give nogen mening i forhold til at underbygge eller afkræfte min påstand fra i går.”
”Min status på FB i går, som udelukkende er skrevet fordi jeg af flere omgange er stødt på Gus’ håndanalyser, som efter min mening, ofte ikke er spilteoretisk optimale, er blevet skudt voldsomt op i de danske medier – sågar også i nogle svenske. ”
”Min mening har aldrig været at blæse dette stort op – og heller ikke yderligere op for den sags skyld. Men hvis der endelig skulle laves et væddemål, så må det naturligvis blive i det mindst varianspræget spil, som er HU NLHE-cashgame. Handsken ligger allerede på jorden, Theo :)”