To danskere videre i EPT Malta-optakt
En af de formodede grunde til, at årets WSOP Europe Main Event ikke tiltrak helt så mange af de Europæiske turneringsspillere som håbet, kan givetvis hænge sammen med det netop påbegyndte EPT-stop på Malta. Selvom arrangørerne har timet og tilrettelagt det, så begge hovedturneringer kunne nåes, valgte flere af de danske profiler for eksempel at forlade Berlin tidligt, for at flyve mod varmere himmelstrøg og i stedet spille de indledende events på middelhavsøen.
Ét af de indledende events er EPTs lillesøster, Italian Poker Tour, og deres €1.100 dyre main event blev i går skudt i gang, hvor hele syv danske drenge stillede til start. Morten ‘VM’ Mortensen, Yonas Rønhoff, Rasmus Agerskov, Rasmus Vogt, Jonathan Nissen, Mickey Petersen og Emil von Buchwald gav alle dag 1A et skud, men kun de to sidstnævnte formåede at konvertere deres arbejde ved filten til avancement i turneringen.
Bedst gik det for Emil von Buchwald, der endda havde kvalificeret sig til turneringen igennem en live-sattelit på netop Portomaso Casino. Han formåede i løbet af dagens 12 spillede levels at skyde startstacken på 25.000 op i 123.500, hvilket lader ham overnatte på en 14. plads ud af de resterende 59 spillere.
Mickey ‘mement_mori’ Petersen må siges at være kommet godt i gang, efter hvad han beskriver som sin længste live-pause nogensinde. Ikke siden Januar har den danske MTT-haj stillet til start i en livetour, men gårsdagens spil viste med al tydelighed, at han endnu ikke helt har mistet grebet om dem. 79.100 chips endte PokerStars Team Online Proen i, hvilket blot er en smule under average, der lyder på godt 95.000.
De to danskere skal i aktion igen i morgen, men først skal dag 1B afvikles, hvor flere danskere potentielt kan støde til. Den Malta-bosatte dansker Jannick Bengtsen har allerede meldt sin ankomst, men med lateregistration i næsten fire timer kan flere rød-hvide kortkrigere snildt nå i tilmeldingsskranken.