Indbringende torsdag: Tulkaz indgår deal heads up i The Big $109
Mens World Series of Poker Europe og EPT Malta slås om pokerspillernes og -mediernes gunst, så er de virtuelle dealere endnu ikke blevet arbejdsløse på alverdens online pokersider. På PokerStars bliver der således stadig spillet de daglige Bigs, Hots og andre tours med velvoksne præmiepuljer, og i går lykkedes det så Jonas Klausen at stige helt til tops i én af de bedst betalte.
Under nicket ‘Tulkaz’ spillede Klausen sig nemlig på finalebordet af torsdagsudgaven af The Big $109, hvor i alt 979 spillere havde nået at klikke på tilmeldingsknappen, inden latereg lukkede kort efter klokken 21.00. Længe så det endda ud til, at Mikael ‘fuddebuf’ Viuff Hansen ligeledes skulle nå til det forjættede finalebords-land, men desværre måtte den skrappe, danske tourchef se sig selv elimineret på en tiendeplads til $979.
Jonas Klausen derimod havde mere held i sprøjten, og da han kort efter klokken 02.00 nåede heads up med tyske ‘Servej’, der i oktober sidste år vandt Sunday Million, valgte de at indgå en deal. Den sikrede hver af de to kombatanter mere end $15.000, hvorfor det næppe slog skår i glæden på ‘Tulkaz’, at han tabte den efterfølgende ‘mand-mod-mand-duel’. $15.144 fik Jonas Klausen for besværet, hvilket blot er en hundredemand eller to kort af 100.000 gode, danske kroner.
Også danske ‘steakaddict’ så længe ud til at have et stort resultat i sig, da han i går gik i pengene i den $1.050 dyre bounty-turnering ‘Super Thursday Thrill’, men ultimativt måtte den danske tourgrinder tage til takke med en lunken 41. plads og gevinster for små $3.100.