EPT Malta: Allan Horne rammer finalebord på hjemmebanen!

EPT Malta Main Event har længe været helt og aldelese danskerløs, men de rød/hvide pokerspillere fortsætter til gengæld med at levere fine resultater i mange af de utallige sideevents. Theo Jørgensen tog sig forleden af en €1.100 hyperturbo bounty-event, og i dag kan Hjørrings Party Prins, den nu på Malta bosatte Allan Horne, gå i hans fodspor i Event #62 (Pot Limit Omaha €1,000 + €100).

Horne skal nemlig om kort tid spille finalebord i turneringen, hvor der er lidt over €18.000 på toppen. Han ligger dog i den tunge ende af de sidste seks spillere, og skal med blot 32.500 chips og blinds på 1200/2400 ud og jagte en hurtig dobling.

“Jeg ramte desværre ved siden af på boblen, og jeg aner ikke meget om tours eller ICM, men følte mig låst pga der var 2 gode aggro spillere ved mit bord på boblen, og så et par short stacks, men altså det er PLO,  så jeg har vel 7% for at vinde,” fortæller Horne til PNN.dk.

Selvom Allan Horne ikke kender navnene på modstanderne på finalebordet, så vurderer han, at de alle kan holde på kortene. Til gengæld var han ikke imponeret over niveauet i turneringen på de første levels.

“Mit første bord var syyyygt blødt med to ældre hobbyspillere på min højre. Den ene formåede at få 12.000 ind med 89QQr på 89s4 på 25/50. Han var inde mod en regs AJT7 med nut flush draw .. fisken holdt, og jeg fik nyt bord. Derudover havde jeg en hånd, hvor en “god turneringsspiller” limper UTG+1 (vi er 8 mand ved bordet). Jeg raiser AA69ss. 5 caller .. Limperen potter nu. Jeg repotter og vi kommer HU, og jeg er begyndt at koncentrere mig om at ramme min flush mod hans AAxx, men nope .. han vender en flot 3346ds op,” lyder det med et grin fra Horne.

Den danske pokerpro er sikret €3.850, men selv hvis han skulle gå hele vejen, så er pengene allerede øremærket bestemte formål.

“Pengene skal bruges på Husleje og P-bøder!”