WPT skyder 2016 ind med eksotisk $200.000 Super Highroller

Dårligt har tømmermændene lagt sig og smagen af cigar fortaget sig fra nytårsaftens uhyrligheder, før World Poker Tour trækker highrollere og forretningsmænd i skøn forening til seriens dyreste pokerturnering nogensinde.

Programmet for WPT National på Filippinerne er nemlig for kort tid siden blevet offentliggjort, og mens Main Event traditionen tro står i $1.650, så har der bemærkelsesværdigt nok sneget sig en voldsom $200.000 Super Highroller ind i dagene op til hovedturneringen. Turneringen skydes i gang den 3. januar, og forventes færdiggjort på to spilledage. Der vil desuden være mulighed for re-entry, hvis man har dybe lommer nok til den slags.

Det er anden gang World Poker Tour lægger vejen forbi Solaire Resort & Casino, men poker i Filippinerne har generelt oplevet et pænt boost på det sidste, hvor også seriens stop i Manila blev en stor succes, ifølge WPT Direktør, Adam Pliska.

“Vi oplevede stor succes i Manila Bay i sæson 13, og generede i øvrigt endnu en million-dollar præmiepulje i Sanya (Kina, red), så vi er stolte over at kunne vende tilbage til Asia-Pacific-regionen igen i januar til WPT National Filippinerne på Solaire Resort & Casino. Med tilføjelsen af den $200.000 dyre Super High Roller, den dyreste WPT-turnering nogensinde, glæder vi os til at byde både verdens bedste pokerspillere og nogen af pokerens rigeste hobbyspillere velkommen”, lyder det fra Pliska i en pressemeddelelse.

Endnu har ingen proer tilkendegivet deres deltagelse, men mon ikke det voldsomme buy in kan trække et par af de Macau-frekventerende regulars til et slag hyggepoker om millioner?