Seks danskere avancerer i €10.000 EPT-highroller
Da årets uigenkaldeligt sidste highroller på EPT touren 2015 i går blev skudt i gang, så det i første omgang ikke ud til, der var den store danske tilslutning. Første melding om en rød-hvid kortkriger kom, da Rasmus Agerskov blev meldt ude i løbet af eftermiddagen, men så tog det i allerhøjeste grad fart.
Læs også: EPT Prag: Endelig – danskerne checker ind i €10.000 Highroller!
Agerskov fandt tilsyneladende til et reentry i muldvarpen, for han er nemlig klar til dag 2 med 69.800 chips. Frederik Brink Jensen, Mikkel ‘Mihan’ Hansen og Simon Ravnsbæk formåede ligeledes at avancere med henholdsvis 65.900, 64.900 og 19.400, hvilket i alle tilfælde er mindre end average, der er krøbet op omkring de 100.000.
Heldigvis lykkedes det også to danske højrullere at spille sig i den bedre halvdel af feltet. Rasmus Vogt leverede den bedste rød-hvide præstation af alle, da han formåede at spille startstacken på 50.000 op i 155.200, mens den altid velspillende Henrik Hecklen ligeledes endte i aldeles nydelige 138.600 chips. Chipleader på nuværende tidspunkt er amerikanske Kenneth Smaron med 274.700 chips, mens også Jeff Rossiter (252.400), Anton Wigg (236.000), Daniel ‘jungleman’ Cates (211.400) og Igor Kurganov (180.000) ligger til i toppen.
Der blev foretaget i alt 303 entries på dag 1, hvoraf der på nuværende tidspunkt resterer 157 spillere. Der er dog åbent for latereg helt indtil starten på dagens spil, der skydes i gang klokken 12.30, så flere kan nå at komme til.