Negreanu og Mercier avancerer i årets sidste $100.000-tour

Det var ret bemærkelsesværdigt, da World Poker Tour i sommeren 2013 offentliggjorde planerne om en ny super highroller-serie kaldet Alpha8, men siden er $100.000 og €50.000 buy ins nærmest blevet hverdag for pokerverdens bedste spillere, og hypen er derfor næsten ikke eksisterende, når en ny afdeling løber af stablen. Med langt de fleste begivenheder i guds eget land, afholder det i høj grad også de europæiske højrullere fra at deltage, og det har generelt gjort turneringerne mindre end for eksempel konkurrenten European Poker Tours pendant.

I går blev starten så skudt til årets absolut sidste Super Highroller, den $100.000 dyre WPT Five Diamond Alpha8, og her lykkedes det trods alt at trække ganske respektable 38 entries, da oversøiske stjerner som Daniel Negreanu, Jason Mercier, Byron Kaverman, Ike Haxton og Erik Seidel blandt andet var til start i turneringen på Bellagio.

Af de 38 entries formåede hele 31 af dem at spille sig videre til andendagen, og her gik det bedst for amerikanske Jake Schindler, der som den eneste formåede at doble startstacken på 300.000 op i 626.000. Schindler har haft godt fat i highroller-turneringer tidligere med to velbetalte sejre sidste år under PokerStars Caribbean Adventure og Seminole Hard Rock Open til mere end $1,7 millioner samlet, men de resultater blegner alligevel lidt i forhold til manden på andenpladsen, Byron Kaverman. Kaverman er i øjeblikket verdens højest rangerede pokerspiller ifølge Global Poker Index, og har cashes for næsten $3,5 millioner i år. Han ligger fint til at tilføje en Alpha8-titel til det bugnende CV, da han lukkede dagen i 597.000.

Også Ben Lamb (468.500), Anthony Zinno (451.500), Jason Mercier (451.000), Daniel Negreanu (419.000), Fedor Holz (354.500), Erik Seidel (170.500) og Brian Rast (154.000) er blandt de avancerende, så der er lagt op til fremragende poker, når spillet genoptages klokken 21.00 i aften dansk tid. Turneringens udbetalinger er endnu ikke fastlagt, da der stadig er åbent for tilmelding helt indtil level 9 på dag 2.

 

Jake Schindler 626,000
Byron Kaverman 597,000
Keith Tilston 588,500
Joseph McKeehen 534,500
Ankush Mandavia 519,000
Sam Soverel 490,000
Roger Sippl 482,000
Ben Lamb 468,500
Kathy Lehne 461,500
Anthony Zinno 451,500
Jason Mercier 451,000
Nick Petrangelo 433,000
Daniel Negreanu 419,000
Dominik Nitsche 376,500
David Peters 374,500
Fedor Holz 354,500
Taylor Paur 342,000
Paul Volpe 336,000
Kane Lai 328,000
Adrian Buckley 326,500
Dani Stern 310,500
Isaac Haxton 289,500
Dan Perper 278,000
Noah Schwartz 264,000
Thomas Marchese 247,500
David Sands 234,000
Sam Stein 225,500
Sean Winter 173,000
Erik Seidel 170,500
Brian Rast 154,000
Brandon Steven 91,000