PokerStars garanterer $100.000 i blackjack-turnering på Bahamas

At PokerStars lige så stille er begyndt at flytte fokus fra sit pokerprodukt, står efterhånden klart for de fleste. I langt de fleste europæiske lande bliver der allerede i dag udbudt kasinospil som blackjack og roulette direkte i pokerklienten, mens også etb sportsbetting-modul forventes at ramme markedet først i 2016.

Læs også: PokerStars lancerer bettingsite i DK i begyndelsen af 2016
Læs også: PokerStars tilføjer kasino-spil til klient

Nu vil Stars så også forsøge sig med at udbyde kasinospil ved deres live pokerfestivaler, og første prøvekørsel er nu blevet skemalagt til at foregå under januar måneds PokerStars Caribbean Adventures på Bahamas. Imellem de 104 pokerturneringer der løber af stablen over den 8 dage lange festival, har der nemlig for første gang nogensinde sneget sig en Blackjack-turnering ind. Turneringen finder sted den 8. januar, og vil have et $500 buy-in. Til gengæld garanterer PokerStars $100.000 i turneringen, hvor en senere vinder som minimum er sikret $30.000 og en pakke til PCA Main Eventen.

Turneringen foregår som en shootout-turnering, hvor den bedste spiller fra hvert 6-mands bord efter 15 hænder vil avancere til næste runde. Man tager ikke sin bankroll med videre i turneringen, så det handler udelukkende om at slutte bedst på sit eget bord. Der vil være et cap på 216 deltagere, hvilket betyder, der vil være tre runder i turneringen. Hele molevitten forventes at være afviklet på mindre end 6 timer.

Mens flere velkendte pokerspillere som Andy Bloch og Erica Lindgren, der er aldeles velbevandrede i blackjack, formodentlig hilser tiltaget velkomment, så er andre næppe så positive. I november måned sidste år brød den dobbelte EPT-vinder Vicky Coren-Mitchell med PokerStars, som følge af deres planer om at træde ind i kasino-branchen.