PokerStars appellerer milliard-bøde

Der er endnu et par hængepartier helt tilbage fra pokerens Black Friday den 11. april 2011. Amaya/PokerStars har blandt andet igennem længere tid ligget i retssag med den amerikanske delstat Kentucky, hvor verdens største pokersite er anklaget for at have overtrådt delstatens antigambling-lov i perioden fra 2006 til 2011.

I går faldt der dom i sagen, da dommeren Thomas Wingate påbød PokerStars at betale i alt $870 millioner eller knap seks milliarder i danske kroner for lovovertrædelsen, foruden de 12% i rente, som dommeren lagde oven i.

Ikke overraskende fandt Amaya/PokerStars dommen “absurd”, og henviser til, at afgørelsen blev baseret på fejllæsning af en over 100 år gammel appelsag. Amaya/PokerStars vil appellere kendelsen i januar.

“Appellen vil foruden andre argumenter rejse faktuelle og retssmæssige fejl (inklusiv overtrædelse af forfatningen),” lyder det blandt andet i en pressemeddelelse udsendt af Amaya/PokerStars.

“Eftersom PokerStars kun genererede en bruttoomsætning på cirka $18 millioner fra spillere fra Kentucky i løbet af de fem år, så er et erstatningsbeløb på over $800 millioner kun bemærkelsesværdigt i kraft af dets absurditet,” lyder det videre.