Robot-dealeren ‘Min’ fik debut på kasinomesse i Macau

Det kan være rigtigt frustrerende at kigge ned i to knaldsorte esser, blot for at få dem revet fra sig sekundet efter som følge af en dealerfejl. Netop sådan en situation har Hong Kong-firmaet Paradise Entertainment de sidste år arbejdet hårdt på at løse, og i sidste måned kunne de så for første gang nogensinde afsløre en prototype på verden første, menneskelignende robot-dealer – ‘Min’. Det skriver Bloomberg Business.

Afslørelsen skete på en kasinomesse i ‘Østens Las Vegas’, Macau, hvor robotten fik lejlighed til at vise sine kundskaber i Baccaret, men på sigt skal robotten kunne deale mange andre kortvarianter – heriblandt poker. Overraskende nok er det dog i Amerika, at robotten forventes at blive sat i brug først. Ifølge Paradise Entertainments direktør, Jay Chun, er selskabet allerede i kontakt med potentielle købere i USA, hvilket kan være løsningen på problematikken med, at det i visse stater er ulovligt for indbyggerne at erhverve sig som dealere – som for eksempel i New York.

Mens ‘Min’ for øjeblikket udelukkende kan dele kort, er udviklingspotentialet enormt, hvis man skal tro Jay Chun. I hvert fald arbejder Paradise Entertainment netop nu med ansigtsgenkendelses-software, så robotdealeren i fremtiden kan identificere gengangere ved bordet, og endda snakke til kunderne på flere forskellige sprog.

‘Min’ er desuden ikke den eneste af sin slags. Virksomheden Hanson Robotics skulle ligeledes have solgt sin første menneskelignende robot-dealer, der både er interaktiv og har features som ansigtsmimik på plads, der får robotten til at se mere levende ud. Der går dog med al sandsynlighed minimum fem år, før robot-dealerne vil blive et almindeligt syn på kasinoer rundt omkring i verden.