PCA: Superbowl-vinder avancerer i gigantisk $25.000 highroller
Mens hovedturneringen ved årets PokerStars Caribbean Adventure med hastige skridt nærmer sig en afslutning, så startede der i går en ny lækkerbidsken op for de hundredevis af actionhungrende highrollere, der allerede er fortid i den $5.300 dyre main event. Festivalens sidste højruller (der resterer stadig to styks $10.000-turneringer, men de får åbenbart ikke længere highroller-prædikatet) blev nemlig skudt i gang i går, og traditionen tro stod folk bogstaveligt talt i kø for at få lov at spille med.
Der blev således foretaget intet mindre end 214 entries i løbet af dagens spil, hvilket på nuværende tidspunkt betyder en præmiepulje på over $5 millioner dollars, men eftersom latereg stadig er åben helt indtil aftenens start på dag 2, kan stadigt flere kortkrigere med dybe lommer nå forbi tilmeldingsskranken på Atlantis Paradise Island Resort.
Udover det faste sjak af pokerprofesionelle, O’Dwyer, Schemion, Negreanu, McDonald og så videre, så havde en enkelt pensioneret NFL-stjerne også fundet vej til filten. Den tidligere defensive tackle, Richard Seymour, der blandt andet vandt tre superbowl-ringe med New England Patriots, var nemlig kommet for at spille, og på trods af Seymour sidst på dagen blev sendt på porten efter et vaskeægte coinflip – mod Sean Winers der fangede floppet – så valgte amerikaneren at gøre brug af muligheden for et enkelt re-entry, og kan dermed tage 43.700 chips med sig til andendagen. PokerNews stillede sportsstjernen stævne, og det interview kan du se lige her.
I front for hele arrangementet er amerikanske Dustin Johns, der formåede at spille startstacken på 50.000 op i 298.100 chips. I top-10 findes desuden velkendte navne som Jared Jaffee (293.600), Isaac Baron (258.000), Olivier Busquets (257.400), Faraz Jaka (254.900) og Marvin Rettenmaier (190.100). De resterende 112 spillere sætter sig til filten igen klokken 18.00 dansk tid, mens finalebordet først afvikles i morgen aften – simultant med afgørelsen på main event.