Brasilianer holder fast i PCA-chiplead for tredje dag i træk
Hvis man søger på ‘Leonardo Pires’ på Hendonmob, står brasilianeren blot noteret for gevinster for $30.000, som følge af ét cash i henholdsvis 2011, 2014 og 2015. Alligevel er han en af de mest omtalte pokerpersonligheder de sidste par dage, og det skyldes slet og ret et svært imponerende run ved årets main event ved PokerStars Caribbean Adventure.
Efter turneringens andendag indtog Pires føretrøjen i turneringen, da hans 524.000 chips var tilstrækkeligt til at distancere spillere som Steve O’Dwyer og tidligere Aussie Millions-vinder Ami Barer i toppen. Det var dog først efter tredjedagen, at brasilianeren for alvor slog et hul ned til konkurrenterne. 2.095.000 chips sluttede Pires mandagens spil med, og med nærmeste forfølger, britiske Phillip McAllister, i lige over 1,3 millioner, kan man roligt sige, der var tale om et solidt chiplead.
I går satte de resterende 72 spillere sig så til filten på turneringens fjerdedag, og ‘The Leonardo Pires’-show fortsatte helt og aldeles ufortrødent på Bahamas. Brasilianeren satte nærved ikke en fod forkert hele dagen, og da spillet blev indstillet kort efter klokken 03 i nat dansk tid, kunne officials tælle brasilianerens stack op til vanvittige 4.556.000. Det er næsten dobbelt så meget som den nærmeste forfølger i Randy Krietzer (2.385.000), og noget mere end tre gange average stack, der på nuværende tidspunkt lyder på 1.450.000.
Der rester nu blot 19 spillere i årets første EPT, og selvom Jason Mercier, John Racener, Jonathan Jaffe og Jason Koon måtte trække stikket i løbet af gårsdagens spil, så er der stadig rigeligt med profiler til de tilbageværende borde. Stephen ‘stevie444’ Chidwick, Toby Lewis, Tony Gregg og Mike ‘SirWatts’ Watson ligger alle fint til, mens Vladimir Troyanovskiy, Fedor Holz og Taylor ‘taypaur’ Paur i bunden af chipsoversigten stadig holder liv i håbet om et EPT-trofæ.
Spillet genstartes klokken 18.00 dansk tid, og du kan naturligvis følge livestreamet direkte her på PNN.