EPT Malta-vinder med i front ved Aussie Millions-åbningstour
Årets første EPT på Bahamas har ikke overraskende siddet tungt på overskrifterne på alverdens pokernyhedsmedier i de første par uger af 2016, men nu hvor superstjerner og hobbyspillere igen har forladt Bahamas, er det tid til at fokusere på andre, kortspillende destinationer. Halvvejs rundt om kloden fra Bahamas løber Australiens største pokerfestival nemlig af stablen i øjeblikket, hvor Crown Casino i Melbourne endnu engang har inviteret til Aussie Millions.
Den traditionsrige turneringsserie byder i år op til dans i 24 forskellige events, hvor højdepunktet naturligvis er den AU$10.600 dyre main event, der begynder på søndag om en uge. Desuden bliver der efter hovedturneringen i år igen spillet den $250.000 dyre Super Highroller, der sidste år blev vundet – for tredje gang – af Phil Ivey.
Inden da er der imidlertid masser af mere betalelige events, der skal afvikles, og den første af slagsen er den igangværende $1.150 dyre åbningsturnering, der har $1 million garanteret. Turneringen har fire startdage, og efter de tre første heats er en række velkendte proer allerede sikret avancement. WSOP-2’er Felix Stephensen formåede således at spille sig videre fra dag 1A, Louis Salter og Matt Salsberg avancerede fra 1B, den tyske EPT Prag Highroller-vinder fra december, Rainer Kempe, kæmpede sig blandt andre videre fra 1C, mens den sidste indledende dag blev færdigspillet for godt en times tid siden.
Fra 1D formåede en af sidste års to EPT Malta-vindere, Niall Farrell, at sikre sin videre færd i turneringen, og det gjorde han med maner. Farrell formåede således at spille startstacken på 10.000 chips op i mere end 160.000 chips, hvilket blot blev overgået af tyske Christian Nolte, der lukkede og slukkede i 166.500. De skal begge tilbage til filten i morgen middag lokal tid, i forsøg på at vinde en af de eftertragtede Aussie Millions-ringe, der har overtaget pladsen fra de bracelets, som danske Gus Hansen blandt andet blev præmieret med efter sin main event-sejr i 2007.